Anfører chokeret

AALBORG: - Det kommer helt og aldeles bag på mig, og jeg måtte læse om Lars Friis-Hansens beslutning på tekst-tv skærtorsdag dagen efter, at vi havde sikret os billetterne til DM-semifinalerne med sejren på 28-23 over Århus GF, siger Jan Hyldgaard, målmand og anfører for Aalborg HSH i HåndboldLigaen. - Jeg vil ikke afvise, at det her kan skabe en del uro i truppen så kort tid før DM-semifinalerne mod Kolding IF, men vi har ikke haft lejlighed til at snakke om den nye situation i samlet flok, og derfor har jeg heller ikke de store kommentarer til det, fortsætter klasse-målmanden, der med 20-25 redninger mod Århus GF var en af sit holds funklende profiler i det flotte klimaks på grundspillet. Lige nu tygger HSH-spillerne så på noget, der ligner et antiklimaks ovenpå holdets hidtil bedste placering i HåndboldLigaen. - Jeg aner ikke, hvad der kan ske nu. Vi får forhåbentlig en orientering af ledelsen, når vi genoptager træningen efter fridagene i påskedagene, men jeg er ikke i tvivl om, at hver spiller i truppen tænker sit, slutter 32-årige Jan Hyldgaard, der synes urokkelig i sin beslutning om at stoppe efter denne sæson. Aalborg HSH var i denne sæson med i den europæiske Challenge Cup, men i næste sæson - under navnet AaB Håndbold - skal holdet være med i den mere prestigefyldte EHF Cup, hvor spanske eller tyske storhold kan blive blandt modstanderne.jeri