Naturvidenskab

Anfører frikender fysikken

Jimmy Nielsen mener, der ligger mentale problemer bag AaB's sammenbrud i 2. halvleg

AALBORG:Der blev trænet med jernvægte og fitnessbolde ved mandagens træning i AaB, men det skal ikke ses som en vaccination mod den spillemæssige nedtur som har ramt holdet i 2. halvleg af både premieren mod FCK og søndagens kamp mod OB. - Vores fysik fejler absolut intet. Det viser de tests, som vi løbende får foretaget. Problemet er af den mentale slags, for vi bliver ikke dårlige fodboldspillere af at sidde et kvarter i omklædningsrummet, siger anfører Jimmy Nielsen. Han erkender, at holdet har fået en velfortjent opsang af cheftræner Erik Hamrén på baggrund af præstationen i de sidste 45 minutter af kampen på Odense Stadion. - Han var hidsig - og med god grund - for det er ikke acceptabelt at spille så langt under niveau. Vi var bange for at modtage bolden, og når vi endelig fik den, så var vi også bange for at holde fast i den, hvilket resulterede i alt for mange fejlafleveringer, siger Jimmy Nielsen. Han har svært ved at forklare årsagen til nedturen, men han er ikke i tvivl om, at det er oveni hovedet, det går galt. - Vi bliver for selvtilfredse ovenpå en rigtig god 1. halvleg, og så glemmer vi, at vi altid plejer at hente vores resultater på at arbejde stenhårdt for hinanden over hele banen, siger AaB-målmanden. Han erkender, at humøret ikke er det bedste i truppen lige nu, men det skal der laves om inden lørdagens hjemmekamp mod FC Midtjylland. - Vi bliver nødt til at skubbe de to første kampe i baggrunden og så fokusere 100 procent på at få revanche for nederlaget til midtjyderne i sidste sæsons sidste kamp. Jeg kan ikke love, at vi vinder på lørdag, men jeg kan love, at vi denne gang kæmper i alle 90 minutter, forsikrer Jimmy Nielsen.