Anfører tog ansvar for fiasko

Ukoncentreret HSH-hold led ydmygende nederlag til bundhold

Aalborg HSH Otterup 28-31 Håndboldligaen, mænd AALBORG: - Jeg tager en stor del af ansvaret. Vi spillede ufatteligt ringe, men især min egen indsats var under lavmålet. Anfører Jan Hyldgaard forsøgte ikke at camouflere den pinlige og nærmest skandaløse ydmygelse, som HSH'erne udsatte sig selv for på egen boldgade mod de fynske oprykkere, der - fortjent - kunne juble over sæsonens første sejr, mens hjemmeholdets aktører luskede slukørede til omklædning. - Jeg ved ikke, hvad der er galt med mig.Benene vil ikke som hovedet - eller også er det omvendt, lød det med en vis galgenhumor fra en dybt skuffet HSH-målmand, der gennem flere sæsoner har været en stabil sidste skanse. I aftes fik Lars Dissing chancen i første halvleg, men præsterede kun en håndfuld redninger. Jan Hyldgaard overtog posten efter pausen, men reddede kun et af de første syv Otterup-skud, og siden var både han og Lars Dissing mellem stængerne, uden at niveauet på den vitale plads på noget tidspunkt blev acceptabelt. HSH-målmændene behøver dog ikke at føle sig isolerede som syndebukke. Stort set alle markspillerne svigtede ligeledes fælt ved at stå på hælene i forsvaret og sjuske gevaldigt med både afleveringer og afslutninger i angrebet, hvor HSH i flere perioder forsøgte at forcere spillet op i et højere tempo for blot at kunne konstatere, at fejlprocenten steg tilsvarende. Lærestreg HSH burde i første halvleg være belært om, at det krævede fuld koncentration at knække det frisk spillende og viljestærke Otterup-hold, men ikke desto mindre løb aalborgenserne forvirrede rundt med fandangolignende manerer i de faser af anden halvleg, hvor fynboerne først nåede op og siden tilkæmpede sig overtaget. I HSH-lejren bør man skaffe sig over hele linjen, og dukkerten får kun en positiv effekt på længere sigt, hvis holdet tager choknederlaget som en alvorlig lærestreg. - Det gør vi forhåbentlig. Men efterhånden har vi dummet os så ofte uden at blive klogere. Vi manglede mindst 10 procent i indstilling og må simpelthen lære at blive mere professionelle, lød Jan Hyldgaards afsluttende salut til både sig selv og holdkammeraterne. Kampfakta: Pausestilling: 15-12. Stillinger undervejs: 4-6, 7-7, 12-8, 15-11, 17-17, 22-19, 22-23, 25-24, 26-28, 27-30. Mål for Aalborg HSH: Jesper Koch 5 (2), Mads Kiib 4, Søren Larsen 4, Pelle Larsen 3, Børge Lund 3, Trond Førde Eriksen 3, Håvard Tvedten 3 (1), Christian Back 2, Bo Pedersen 1. Mål for Otterup: Ulrik Rasmussen 7, Martin Lange 5, Andreas Toudahl 5 (1), Peter Marxen 5 (1), Tue Friis 4 (1), Esben Hansen 2, Mads Green 2 (1), Rune Kingo 1. Udvisninger: Aalborg HSH 3, Otterup 6. Dommere: Jens Nybo og Leif Poulsen. Tilskuere: 1025.