Anføreren havde julelys i øjnene

Rikke Nielsen var i særklasse i både forsvar som angreb, da rivaler blev sat af i topbrag med 1.050 tilskuere

Aalborg 1. december 2002 07:00

AALBORG: - Jamen jeg var bare sat sådan op til den her kamp. Jeg glædede mig til den som et lille barn gør til juleaften, og jeg var faktisk lidt bange for, at jeg var overtændt. Rikke Nielsen, HS Nord-anfører, var sandelig tændt til topbraget mod det andet hold i kvindernes 1. division vest i håndbold, Team Esbjerg, der ligesom HS Nord havde lutter sejre efter syv runder. Og hun gjorde en forskel, hjemmeholdets anfører, som ganske enkelt var i landsholds-klasse denne søndag, da HS Nord styrkede sine drømme om at nå Håndboldligaen betragteligt med en 27-21 sejr. - Jeg havde inden kampen sagt, at den ikke var altafgørende, når der stadig er 12 kampe at spille. Men den her sejr var så vigtig, for nu kan vi, i de næste kampe mod to bundhold, gå ud og tænke på at styrke vores målscore, så vi forhåbentlig i anden runde har råd til at tage til Esbjerg og tabe, uden at de kommer foran os. Jeg tror på, at vi to hold er så meget bedre end de øvrige, at der ikke bliver sat mange point til mod andre modstandere. Rikke Nielsen gik forrest, da gæsterne blev sat af allerede i første halvleg. De måtte tage time out allerede i det sjette minut, bagud 5-2, og de havde intet modtræk over for Rikke Nielsen, som scorede ni rene mål og holdt højt niveau hele kampen igennem. I forsvaret var hun om end endnu bedre, for hun lagde gang på gang arme og hænder til effektive parader, og da hun efter en af disse måtte en tur i gulvbrædderne, var opbakningen fra publikum der med det samme. - Jamen var det ikke bare fantastisk med den stemning? sagde hun om de 1.050 tilskueres medvirken til sejren. - Det gik op i en højere enhed for os, og jeg synes, vi fik vist, at vi har en meget bredere trup end Esbjerg. Jo, vi brændte for mange oplagte chancer, måske, fordi vi har haft det for let i vore første kampe. Det har ikke betydet så meget, at vi har brændt. Men her skal vi være mere effektive, når vi spiller kampe på det her plan. Og så afslørede Rikke Nielsen i øvrigt, at det var fysisk hårdt at stå distancen mod Esbjerg, som hun gav god kredit. - Jamen de er altid farlige, og vi vidste, at de ville komme igen, for de er så sammenspillede, at man aldrig kan føle sig sikre på sejren. Deres grundstamme er stærk, og de lægger hårdt pres på ethvert forsvar. Men jeg synes, vi stod godt imod. Og det havde hun såre ret i. Med sig selv som forgrundsfigur også i den henseende, så derfor var der god forståelse for hendes afsluttende bemærkning, alt imens svedperlerne løb hende ned af ansigtet, og spilletrøjen lignede noget, der havde ligget i blød i flere timer: - Mon ikke, der er basis for en gang bajere nu?

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...