Anførerne sørger for remis i intens engelsk storkamp

Chelsea og Liverpool spillede lørdag 1-1, og dermed synes Liverpools sidste CL-håb at være forduftet.

Chelsea og Liverpool leverede en underholdende og intens kamp søndag, som meget fortjent endte med et point til hver.

De to holds anførere stak hovedet frem og sørgede for 1-1, selvom der var chancer til mere for begge mandskaber.

Selvom Jose Mourinho valgte at spare spillere som Gary Cahill, César Azpilicueta og Nemanja Matic, var det Chelsea, der sad på det meste af spillet i første halvleg.

Og de nykårede engelske mestre fik en fortrinlig start på kampen, da anfører John Terry headede et hjørnespark i kassen allerede efter fem minutters spil.

Det var ikke, fordi de første 45 minutter var en parade af chancer, men der var et højt tempo i kampen, og begge målmænd måtte arbejde for deres løn ved flere lejligheder.

Liverpool var også godt med i kampen, og bedst som Chelsea troede, det skulle blive ved en pauseføring, dukkede kampens anden anfører op.

John Obi Mikel mistede fuldstændig markeringen på Steven Gerrard ved en dødbold, og så kunne han i helt fri position heade udligningen til 1-1 ind.

Efter pausen fortsatte det høje tempo, og det var tydeligt, at begge hold jagtede sejren 100 procent.

Liverpool kunne med en sejr holde liv i et spinkelt håb om Champions League-deltagelse i næste sæson, mens Chelsea jagter 90 point i Premier League som det første hold siden Manchester United i sæsonen 2008/2009.

Trods gode tilbud til begge mandskaber kneb det med afslutningerne, og mod slutningen af kampen så det ud til, at begge klubber var tilfredse med at dele i porten.

Godt 10 minutter før tid blev Steven Gerrard skiftet ud til stående ovationer fra både Chelsea- og Liverpool-fans. Liverpool-stjernen forlader klubben til sommer, og det var hans sidste kamp mod rivalerne fra London.

En flot gestus i en velspillet kamp, der endte uden en vinder.

Liverpool er nu seks point efter Manchester United, som indtager den fjerdeplads, der er sidste mulige adgang til Champions League. Der resterer to runder.

Chelsea har allerede sikret sig det engelske mesterskab, og skal Mourinhos drøm om 90 point realiseres, kræver det sejre i de to sidste kampe.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.