Angelique Kerber misser position som ny verdensetter

Det lykkedes ikke Angelique Kerber at overhale Serena Williams som verdensetter søndag i Cincinnati.

Western & Southern Open - Day 9 Foto: Scanpix/Andy Lyons

Western & Southern Open - Day 9 Foto: Scanpix/Andy Lyons

Det er ikke hver uge, amerikanske Serena Williams afgiver førstepladsen på kvindernes verdensrangliste i tennis.

Det sker således heller ikke, når den nye liste bliver offentliggjort mandag, selv om muligheden i høj grad var til stede søndag.

Et tronskifte krævede, at tyske Angelique Kerber vandt søndagens finale i WTA-turneringen Southern & Western Open i Cincinnati over tjekkiske Karolina Pliskova, men det lykkedes ikke.

Pliskova var ganske urørlig, og besejrede fortjent tyskeren 6-3, 6-1.

Med Kerbers nederlag, så beholder Serena Williams førstepladsen, når listen offentliggøres mandag, og foreløbigt har amerikaneren haft 183 uger i træk som verdensetter.

Serena Williams har domineret tennissporten på kvindesiden længe, og hun har sammenlagt været nummer ét på verdensranglisten i 306 uger. Det seneste forløb på 183 uger i træk blev indledt, da hun overtog førstepladsen i februar 2013.

Angelique Kerber kunne været blevet den første tysker til at toppe ranglisten siden 1997, hvor Steffi Graf var verdensetter, men Serena Williams kunne ånde lettet op blot tre uger fra at tangere Grafs rekord på 186 uger i træk.

Serena Williams deltog ikke i turneringen i Cincinnati grundet en skulderskade kort efter, at amerikaneren overraskende måtte forlade OL-turneringen i tredje runde efter nederlag til Elina Svitolina fra Ukraine.

Angelique Kerber nåede derimod frem til OL-finalen, hvor hun dog tabte til Monica Puig fra Puerto Rico.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.