Fodbold

Angreb på bus udsætter Copa Libertadores-finale til søndag

Finalen mellem River Plate og Boca Juniors er udsat til søndag, efter Boca Juniors' spillerbus blev angrebet.

River Plate-fans forlader Estadio Monumental Antonio Vespucio Liberti i Buenos Aires, efter at Copa Libertadores-finalen mellem River Plate og Boca Juniors er blevet udsat til søndag.

River Plate-fans forlader Estadio Monumental Antonio Vespucio Liberti i Buenos Aires, efter at Copa Libertadores-finalen mellem River Plate og Boca Juniors er blevet udsat til søndag.

BUENOS AIRES: Finalen i Copa Libertadores mellem de rivaliserende Buenos Aires-klubber River Plate og Boca Juniors er blevet udsat til søndag eftermiddag klokken 17 lokal tid - klokken 21 søndag aften dansk tid.

Det er besluttet, efter at fans fra River Plate angreb Boca Juniors' spillerbus lørdag, fortæller præsidenten for Sydamerikas Fodboldforbund (Conmebol), Alejandro Dominguez.

- Ingen kan spille under disse forhold, siger han til journalister.

Flere spillere fra Boca Junior kom til skade, da River Plate-fans smadrede ruder på bussen og brugte peberspray og kastede med sten.

I første omgang blev finalen udsat med en time til klokken 22.00 lørdag dansk tid og efterfølgende igen til klokken 23.15.

Flere Boca-spillere fik under angrebet tåregas i øjnene, hvorfor de advokerede for at udsætte kampen til en anden dag.

- Spillere er kommet til skade. Du kan ikke spille en kamp på den måde, sagde Boca Juniors generalsekretær, Christian Gribaudo, tidligere lørdag aften.

- Vi er ikke i stand til at spille, sagde Carlos Tévez, kort før kampen blev udsat til søndag.

- De tvinger os til at spille.

Boca Junior-anfører Pablo Perez blev fotograferet med bandage for sit ene øje efter at være blevet bragt på hospitalet. Andre spillere havde rifter fra glasskår i ansigtet og på arme, ben og bryst.

Videoer viser, at næsten alle ruderne på den ene side af Boca Junior-bussen er splintret.

Det er første gang, at River Plate og Boca Juniors mødes i Copa Libertadores-finalen, der spilles over to kampe.

Opgøret er kendt under navnet Superclasico og vurderes til at være verdens mest hadefulde rivalisering mellem fodboldklubber.

På grund af tidligere optøjer er det kun hjemmeholdenes fans, der har adgang til kampene i argentinsk fodbold.

Den første finale på Boca Juniors' hjemmebane sluttede 2-2 den 11. november. Returopgøret spilles hos River Plate.

/ritzau/Reuters