Angreb på krigsfly lukker lufthavn

Sanaa: Fire eksplosioner rystede søndag aften en luftbase i Yemens hovedstad Sanaa. To jagerfly brød i brand ved eksplosionerne, der medførte, at den internationale lufthavn nu er lukket. Lufthavnen blev lukket umiddelbart efter eksplosionerne, og alle flyvninger er blevet omdirigeret. Beboere i området taler om højlydte eksplosioner, massive flammer og store røgskyer. Sanaa har været ramme om en række blodige sammenstød mellem styrker, der støtter præsident Ali Abdullah Saleh, og desertører fra hæren og bevæbnede klanoprørere, som støtter den protestbevægelse, der siden januar har gjort livet surt for præsidenten og hans regime.