Angst for at blive skilt

Efter 12 år har forfatteren Erling Jepsen indset, at det der med at leve i en familie, bare ikke er ham

Det var satans! En forfatter, der skriver en hårrejsende familiegyser om to børn, der kommer i klemme, da deres forældre bliver skilt. Ikke fordi deres forældre er eksistenser på kanten, nej, de er helt almindelige mennesker. Søde og rare, som folk er flest. I kan godt vente jer, I tusindvis af forældre, som hvert år går fra hinanden, for nu får I læst og påskrevet. Nu er det børnenes tur til at blive hørt. I Erling Jepsens nye roman "Hovedløs Sommer" er den 14-årige Emilies forældre lige blevet skilt, og sammen med sin mor og lillebror er hun flyttet til et gammelt hus uden for byen, mens faderen er blevet boende i København. Og at være Emilie og hendes lillebror Jacob er ikke nemt. Hele påsken har jeg gået og nippet til bogen, og jeg glæder mig til at møde forfatteren, for det ser ud som om, han har noget på hjerte, der godt kunne trænge til at blive luftet i fuld offentlighed. Jeg kan allerede se overskriften for mig: "Børnenes advokat". Men jeg har dårligt fået foden inden for døren i Erling Jepsens lille toværelsers skrivehule på en første sal i et boligkompleks på Amager, før jeg må brænde de spørgsmål, jeg har på blokken: - Jeg er lige blevet skilt, siger han: - Så jeg bor her nu. Det må jeg nok sige. Jeg ved, at han har en datter, og han fortæller, at hun er 12 år, og hun er blevet boende hos sin mor nogle gader længere væk i samme kvarter. Det kalder jeg timing. Men jeg kan jo godt regne ud, at den her roman har været undervejs et godt stykke tid, før forfatteren selv blev skilt. Og jeg, der troede, at jeg skulle møde børnenes advokat, og nu viser det sig, at han selv har blod på hænderne. Jeg sætter mig til rette ved et rundt spisebord i stuen, mens Erling Jepsen henter kaffe i køkkenet. Lidt efter er han tilbage og stiller lidt kejtet en stempelkande på bordet: - Det kan godt være, den er for stærk, det er første gang, jeg laver kaffe på sådan en, siger han og sætter sig med siden til: Jeg blev syg - Jeg har været meget angst for at blive skilt. Jeg kunne ikke forestille mig noget værre end at blive skilt. Hvordan ville min datter reagere? Det har været dæmonisk for mig det her, siger han med barndomsdialekten sønderjysk klistrende til vokalerne. Og dæmonisk er Erling Jepsens nye roman da også. Selv kalder han den "en gotisk familiegyser" og jo, han begyndte faktisk at skrive på den, før han med sikkerhed vidste, at hans eget ægteskab ville ende med at gå i stykker, fortæller han og forklarer, at den gotiske genre er præget af angst for noget irrationelt - og der har vi angsten igen. Helt rationelt er det dog, at han er bekymret for, hvordan skilsmissen vil påvirke hans datters liv - det, at hendes far valgte at flytte ud af familien over i sin arbejdslejlighed, der er spartansk indrettet og mere ligner en kollegielejlighed end et hjem for en hæderkronet forfatter. Hans seng er en hems under loftet i det ene rum, hvor der også er et skrivebord med en lille bærbar computer og på væggen en opslagstavle med private fotos. I det andet rum er der så det runde spisebord, et par bogreoler og et sort-hvidt foto klistret op på væggen af sværvægtsbokseren Cassius Clay, der senere blev til Muhammed Ali, lidt rod hist og her og så det mere poetiske indslag: En stor metalstork i vindueskarmen. Vil hun - datteren - nogensinde forstå, at hendes far foretrækker at være her frem for at være der, hvor hun bor. - Det er jo den slags spørgsmål, man stiller sig selv hele tiden, hvad tænker hun? Hvordan vil det påvirke hende? Hun er kun 12 år, så vi har ikke kunnet føre lange, dybsindige samtaler om den her skilsmisse. Men til sidst var der ikke noget valg: - Jeg endte med at blive syg af at leve i en familie, siger han og flytter sig hen i solskinnet, der vælter ind fra den åbentstående dør ud til en lille altan, og så hiver han skjorten op af bukserne og pudser sine briller i den. Træet har reddet mig Det startede med svimmelhed, fortæller han. Og anfaldene tog til. Til sidst var han svimmel hver dag, og lægen kunne konstatere, at han havde forhøjet blodtryk: - Han sagde, at jeg så meget tyndslidt ud. Og det var jeg også. Jeg var slidt tynd. Min ekskone har sgu aldrig gjort mig noget, men jeg kan bare ikke være i en familie. Det er nok ikke lige mig med den baggrund, jeg har. Men skilsmissen var ganske udramatisk, fortæller han: - Min ekskone var simpelthen så sød. Hun sagde: "Det ligger jo slet ikke til dig at have en familie, men du var her faktisk i 11 år, og du levede op til dine forpligtelser både som mand og som far, det er da fantastisk". Det blev jeg simpelthen så rørt over, det var meget storsindet sagt, siger han og forsvinder ind i sine egne tanker. Det sker flere gange i løbet af interviewet, og det skal man lige vænne sig til, og det har konen sikkert også lige skulle vænne sig til - og datteren. På græsplænen udenfor står et stort, gammelt ahorntræ i brændte farver. Fra altanen kan man røre grenene, hvis man strækker sig lidt. Erling Jepsen fortæller, at træet skifter farve inden så længe. I løbet af en måneds tid vil det være grønt som et nyudsprunget bøgetræ: - Det træ har næsten reddet mig, siger han og peger: - Der var ingen træer, der hvor jeg boede før, og tænk - jeg boede der i 11 år uden at kunne kigge ud på et træ. - Jeg blev helt rundtosset Han har det godt, når han har slukket sin telefon og ligger i sin hems og kigger ud på træet, fortæller han, for så kan "ingen nå mig". Han er en enspænder, han har brug for at være meget alene og gå i sine egne tanker, og det kan man ikke i en familie, for børn spørger hele tiden om noget, og det gør koner også, griner han med en lille lys latter over sin formulering, og det blev altså for meget for ham: - Jeg blev helt rundtosset. Det er svært for mig at være sammen med to mennesker på én gang, jeg får for mange indtryk, det stresser mig. Jeg har brug for at være meget alene, for mit hoved tænker nogle tanker, som er meget spændende, og de tanker bliver jeg nødt til at lytte til, så jeg kan skrive dem ned, og bagefter sender jeg dem rundt til teatre og til forlag, og så får jeg en check eller en pris eller breve fra læsere, der synes, at jeg har givet dem noget. Efter nogle timer sammen med mennesker er jeg udmattet og skal bruge meget tid på at finde tilbage til mig selv, og når man lever i en familie, kan man ikke bare forsvinde. Der er hele tiden en risiko for, at man bliver fundet. Og så taler vi lidt om familien som ramme for vores liv, og hvordan familien i århundreder har været kunstnernes vigtigste råstof: - Familier er noget underligt noget. Vi kan ikke undvære dem, og vi kan ikke være i dem. Clint Eastwood, jeg kan så godt lide ham, sagde engang i en western: "Everybody should leave everybody else alone". Det lyder lidt hårdt, for vi taler jo hele tiden om fællesskab, men man skal lade hinanden være i fred, og det kan vi ikke, men det skal vi, for ellers går det galt. Vi kan ikke lave om på hinanden, vi skal lade hinanden være, som vi nu engang er, siger han og hiver ned i strømpen, der løber gennem en plastiksandal, og så klør han sig vedholdende på underbenet. Familien som torturkammer Og at være barn i en familie kan være grusomt. Det ved Erling Jepsen af egen erfaring, og pinslerne i barndomshjemmet i Gram i Sønderjylland med en far, der var hysterisk og lunefuld og misbrugte en af sine døtre seksuelt, og en mor, der vendte det blinde øje til, har han flere gange beskrevet med sin humoristiske og groteske pen - blandt andet i romanerne "Kunsten at græde i kor" og "Med venlig deltagelse": - Familien kan være et torturkammer, og børn kan ikke gå nogen steder. De kan kun flygte mentalt, og det gjorde jeg selv som barn, men barndommen bliver ved med at forfølge en. Man flytter i virkeligheden aldrig hjemmefra. Mine forældre er døde nu, men jeg drømmer da om dem hver eneste nat, og der er også en masse opgør, jeg ikke har fået taget med dem, men som jeg tager med dem i mine bøger. Alle mine bøger er et forsøg på at flytte hjemmefra, men jeg er bare ikke sikker på, at det er muligt. Det er også det emne, der er kernen i min nye roman: Kan man overhovedet flytte hjemmefra? Men romanen "Hovedløs Sommer" handler også om at miste sin uskyld, forklarer Erling Jepsen og om, hvordan man er nødt til at påtage sig skyld og bære på hemmeligheder, som man ikke kan dele med andre - at det syndefald er adgangsbilletten til de voksnes verden. Og uden at røbe for meget her, skal det siges, at der er tale om et ret drastisk syndefald for pigen Emilie i Erling Jepsens nye roman. Og her i den virkelige verden går forfatterens datter Olivia med små skridt ind i de voksnes verden - og nu med et par ridser i vingen: - Den her skilsmisse forbinder jeg nok med noget, jeg engang bliver straffet for, siger hendes far og piller i huden ved et neglebånd: - Men i virkeligheden kunne jeg godt være gift og være familiefar, hvis jeg bare måtte have lov til at være her i fred og ro og tage hjem et par gange i ugen og være sammen med min kone og mit barn og spille rollen, indtil jeg var mæt og svimmel af alle deres spørgsmål. Men det vil min ekskone ikke være med til. Blå bog Erling Jepsen Forfatter og dramatiker født i Gram i Sønderjylland i 1956. Han fik sit store gennembrud som romanforfatter med "Kunsten at græde i kor", der udkom i 2002. Den fik en selvstændig fortsættelse med romanen "Med venlig deltagelse" fra 2006. Ind imellem de to udkom romanen "Frygtelig Lykkelig", og senest "Biroller" i 2009. "Kunsten at græde i kor" og "Frygtelig Lykkelig" er begge filmatiseret med stor succes. Erling Jepsens nye roman "Hovedløs Sommer" udkommer den 28. april på forlaget People's Press. Lige nu er han ved at bearbejde romanen til et skuespil, der skal opføres på Det kgl. Teater næste år.