Arbejdsmiljø

Angst og stress trækker folk til

Stor søgning på foredrag, som holdes i Sindal om tackling af symptomer på stress, angst og depressioner

SINDAL:Folk strømmer langvejs fra til Sindal for at deltage i de kurser/foredrag, som psykologerne Bjørn Danielsen og Pia Schytte Jakobsen holder hver torsdag aften i september måned over emnerne stress, angst og depression. - Når det er noget folk føler berører dem selv, så vil de godt køre helt fra Skagen og Brønderslev. Vi har sagt, at vi maksimalt vil have 25 med pr. gang, men der har været så stor interesse, at der er venteliste, så vi overvejer meget at lave flere foredrag på et senere tidspunkt. Måske allerede i oktober og november, hvis jeg kan plads til det i kalenderen, siger psykolog Bjørn Danielsen, der driver Psykologisk Rådgivning i Frederikshavn. Han har i de senere år haft et samarbejde med PMU i Sindal, og sidste år blev samarbejdet udvidet med kursus- og konferencevirksomhed i PMU's lokaler på Ole Rømers Vej, og det er også her, at de aktuelle foredrag holdes. De skal medvirke til, at folk lærer at tackle symptomer på stress, angst og depressioner. - Emnerne er valgt, fordi det er de områder, som vi møder mest i vores samtaler som psykologer, og tilstrømningen viser, at der er et behov, tilføjer Bjørn Danielsen, der har fået ansat en ekstra psykolog i hans rådgivning for at få skåret ventetiden ned. Der er også indrettet en filial-klinik på Ole Rømers Vej i forbindelse med udvidelsen af samarbejdet. Men der er mange, der ikke har råd til at betale 735 kroner i timen for at tale med en psykolog. Derfor er Bjørn Danielsen også begyndt at tage ud til firmaer for at tale om den moderne folkesygdom. - Bagefter tilbyder jeg at lave psykologaftaler, hvor for eksempel et firma kan lave en kontrakt på 5000 kroner om året, så ansatte kan komme til psykolog. Det er at betragte som et personalegode, og det koster ikke ret meget, da udgiften kan træffes fra, siger psykologen.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst