Tårs

Anholdt efter knivtrusler

TÅRS:Det lykkedes Nordjyllands Politi at få fingre i den person, der forleden truede en mor med kniv i Tårs. Det drejer sig om en 20-årig mand fra Hjørring, der troppede op på Blåregnvej ved 22-tiden fredag for at lede efter en anden mand. Han var dog ikke hjemme, og i stedet blev moderen - en 48-årig kvinde - truet med en kniv, hvorefter boligen blev gennemsøgt. Den 20-årige troppede ikke alene op på bopælen, men betragtes som hovedmand i episoden af politiet, som anholdt ham tidligt søndag klokken 01.10. Årsagen til den aggressive fremfærd skal muligvis forklares med jalousi. Vicepolitikommissær ved Nordjyllands Politi i Hjørring Peter Skovbak oplyser, at den 20-årige nu er sigtet for trusler på livet. Nordjyllands Politi forsøgte ikke at få ham varetægtsfængslet, men løslod ham søndag.