Anholdt i Sydtyskland efter dobbeltdrab

HADERSLEV:En 22-årig rumæner havde grund til at håbe, at det måske alligevel gik. Men i så fald glædede han sig for tidligt: Ganske få kilometer før han kunne krydse grænsen til Østrig, blev han anholdt af det tyske politi, sigtet for dobbeltdrab mandag aften i Haderslev. I går eftermiddag fik tyske betjente øje på vognen, en mørkeblå Opel Vectra, da den gjorde holdt på en rasteplads i Passau i Sydtyskland, rundt regnet 10 timers kørsel fra Danmark. Derfra var der kun en kort strækning til den tysk-østrigske grænse, men så langt nåede den eftersøgte ikke, inden han blev pågrebet af tyskerne. Den 22-årige rumæner blev anholdt i en færdselskontrol på motorvejen ved Passau, oplyser pressetalsmand Hans Baumgartner fra politiet i Passau. Betjentene blev opmærksom på bilen, som manglede den bagerste nummerplade. Manden foreviste dansk kørekort, hvorefter de danske myndigheder blev kontaktet. Da de kunne oplyse, at manden er efterlyst for drab, blev han omgående anholdt. - Det var en helt normal kontrol, siger pressetalsmanden. Politiet fandt ingen skydevåben i bilen, der - ligesom mandens tøj - nu skal undersøges for spor efter våben. - Resultatet vil blive givet videre til dansk politi. Derefter er det op til de danske myndigheder at anmode om en udlevering, siger Hans Baumgartner. Rumæneren sad i går til afhøring hos kriminalpolitiet i Passau. Politiet i Haderslev mener, at den nu anholdte skød og dræbte en 16-årig libaneser og en 24-årig syrer, nevø og onkel, i Braineparken i Haderslev. Årsagen var, at de to ofre ville have fat i ham, fordi han havde talt dårligt om syrerens samleverske. Da parterne mødte hinanden ved et læskur, affyrede drabsmanden 10-13 skud mod de to, formentlig med en ni millimeter pistol, inden han stak af. De to ramte døde kort efter, mens politiet indledte en omfattende jagt på den unge rumæner og hans flugtbil. Også de tyske myndigheder blev alarmeret, så de kunne holde øje med flugtbilen. /ritzau/

Forsiden