Anholdt svensker begæres fængslet

Dna-materiale fra den 24-åriges hår kædes sammen med kasket fundet på gerningsstedet skriver svenske aviser

STOCKHOLM:Den 24-årige mand, der onsdag blev anholdt på bestyrket mistanke for mord på den tidligere svenske udenrigsminister Anna Lindh, fremstilles i dag i grundlovsforhør. Det meddeler den svenske chefanklager Agneta Blidberg. Anklagemyndigheden vil kl. 09.00 i dag i Stockholms Byret begære den 24-årige fængslet. Meddelelsen blev givet kun et døgn efter, at den 24-årige blev anholdt i en forstad syd for Stockholm. At manden så hurtigt bliver stillet for en dommer, tyder på, at anklagemyndigheden føler sig sikker på, at det nu er den rette mand, der er i politiets varetægt. I Sverige kan anklagemyndigheden vente tre døgn med at begære en mistænkt fængslet ved et grundlovsforhør. Politiet er efter alt at dømme i besiddelse af tekniske beviser, der kan kæde manden sammen med forbrydelsen. Således skal mordvåbnet kunne knyttes til ham. Dna-materiale fra mandens hår og den kasket, der blev fundet på morderens flugtvej fra gerningsstedet, bidrog ifølge de svenske aviser Dagens Nyheter og Svenska Dagbladet til, at manden kunne pågribes. Efter mordet klippede manden sit hår, men politiets efterforskere har fået adgang til det afklippede hår, der førte dem til gennembruddet i efterforskningen. Den 24-årige nægter sig skyldig. Advokat Peter Althin, der er blevet udset til at være mandens forsvarer, siger til det svenske nyhedsbureau, TT, at han endnu ikke er blevet præsenteret for beviserne. Han påpeger også, at der ikke kræves så meget for at begære en person fængslet på den stærkere begrundelsesgrad om bestyrket mistanke, når det gælder så alvorlig en forbrydelse som mord på en minister. Den 24-årige er kendt af politiet i forvejen. I marts 1997 blev den dengang 17-årige mand dømt for første gang. Det skete, efter at han havde stukket sin egen far ned med en kniv i hjemmet. Faderen blev truffet af over ti stik med kniven, og kvæstelserne var livstruende. Han blev dømt for grov mishandling, og der blev i kendelsen taget hensyn til, at sønnen på tidspunktet for angrebet havde været under stærkt psykisk pres i hjemmet. I juni 1999 blev han dømt endnu en gang. Denne gang for at have forbrudt sig mod kniv- og våbenloven. I april 2001 blev han atter dømt. Denne gang for at have truet med at dræbe en ung kvinde og hendes mor. Stemningen i Sveriges politihovedkvarter var torsdag lettet. - Vi betragter mordet som opklaret. Det er soleklart, at det er den anholdte 24-årige, der har begået mordet, siger en centralt placeret kilde i svensk politi til TT. Den mistænkte er først og fremmest bundet til mordet gennem tekniske beviser, mens der ingen klar kobling eksisterer mellem Anna Lindh og den 24-årige. Der er dna-fundet på kasketten, der blev fundet på morderens flugtvej, der blev gennembruddet for politiet. På kasketten fandt man dna fra den 24-årige, men derimod intet dna fra Anna Lindh, som nogle svenske medier har skrevet. Der er heller ikke fundet noget dna fra mandens hår. - Vi er i besiddelse af hårstrå, men de er ikke analyseret endnu, siger TT's kilde. Håret er særligt interessant for efterforskerne, eftersom man ved, hvor og hvornår manden lod sig klioppe kort tid efter mordet. Da han blev pågrebet onsdag, var han glatraget. Lige siden den 24-årige blev anholdt onsdag, har han været overvåget minut for minut, da politiet ikke vil risikere, at han forsøger at begå selvmord.En gruppe på op til 15 mand er afsat til at passe på manden, der overvåges gennem en glasdør i isoleringscellen. /ritzau/TT