Skørping

ANIMERET: NÅR DER KOMMER LIV I DØDE TRÆDUKKER

Folk fra nær og fjern var i weekenden kommet til Skørping for at blive klogere på, hvordan Skørping Marionetteater bærer sig ad med at trække i snorene og give liv til dukker af træ. Gennem 28 år har en passioneret gruppe amatører arbejdet professionelt med netop denne kunst, og det ville de to teaterorganisationer, DATS og UNIMA, gerne indvie en bredere kreds i på første del af et kursus om animationsteater. 16 mennesker fra blandt andre Stavanger deltog i kurset og lod sig imponere af den enestående teatergruppe fra Skørping, som både skærer dukkerne selv, slæber kulisser og får dukkerne til at agere i et avanceret repertoire af klassikere for et voksent publikum. Skørping Marionetteater kommer i øvrigt i dette store H.C. Andersen-år til at spille en fremtrædende rolle i et større, men endnu hemmeligholdt, kunstnerisk projekt.