Anker Jørgensen vil causere om Arbejdersangbogen

Brønderslev 16. september 2002 08:00

BRØNDERSLEV: Tidligere statsminister Anker Jørgensen kommer til Brønderslev. Det har dog ikke så meget med politik at gøre. Torsdag 14. november vil han med udgangspunkt i Arbejdersangbogen fortælle og causere. Det er Socialdemokraterne, der står bag arrangementet, der holdes i biblioteket. I eftermiddag har Socialdemokraterne i øvrigt åbent gruppemøde på rådhuset. Det er en nyskabelse, der er indført, hvor interesserede kan høre om byrådsdagsordenen og deltage i debatten. Tirsdag er der offentlige møde med Ole Stavad (S) og Tina Nedergaard (V). Også dette møde holdes i bibliotekets store mødesal. Onsdag 25. september holdes der medlemsmøde omkring budgettet for 2003. Dette møde holdes i Dansk Metals lokaler på Nordens Allé i Brønderslev. Socialdemokraterne har indført en møderække med medlemsmøder omkring de politiske udvalg. Mandag 7. oktober er der desuden åbent gruppemøde på rådhuset. Onsdag 23. oktober vil Ole Stavad fortælle nyt fra Christiansborg, og der vil denne aften blive diskuteret politik. - Vi vil gerne høre medlemmernes mening, som måske kan tages med på Christiansborg, siger formand for Socialdemokratierne, lektor Knud Jørgensen. Onsdag 20. november på ét-års dagen for valgnederlaget både lokalt og på landsplan holdes et møde med to politikere. Den ene er Frank Jensen, der skal diskutere med en konservativ politiker. Det var planen, at justitsminister Lene Espersen (K) skulle diskutere med sin forgænger, men på grund af EU-topmødet må hun aflyse, og i stedet kommer en anden ledende konservativ politiker. Tirsdag 3. december holdes medlemsmøde med Socialudvalgsmedlemmer. Planen er, at det holdes i Grønningen, og efter rundvisning lægger udvalgsmedlemmerne op til diskussion af Socialdemokraternes politik på området. - Jeg håber, at mange deltager i møderne. Der er mange muligheder for at diskutere politik, siger Knud Jørgensen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...