Energiselskaber

Anker varm dom

Der var en gæld på godt 136.000 kr. i huset på Stationsvej 2 i Vindblæs, da David Goodwin købte det. Men det vidste David Goodwin ikke noget om. Foto: Claus Søndberg

Der var en gæld på godt 136.000 kr. i huset på Stationsvej 2 i Vindblæs, da David Goodwin købte det. Men det vidste David Goodwin ikke noget om. Foto: Claus Søndberg

LØGSTØR:Løgstør Fjernvarmeværk har omgående besluttet at anke en dugfrisk dom fra byretten i Aalborg til Landsretten. Det sker efter byretten mandag dømte Løgstør Fjernvarmeværk til at betale godt 136.000 kr. til David Goodwin fra Vindblæs. David Goodwin havde anlagt sagen for at slippe for at betale for gælden på 136.856 kr. til fjernvarmeværket, efter han i sin tid købte hus på Stationsvej i Vindblæs af Nykredit. I huset var der en gæld på godt 136.000 kr. til fjernvarmen i Vindblæs, som senere er blevet lagt ind under varmeværket i Løgstør. Men gælden fremgik bare ikke af det salgsmateriale, David Goodwin fik i forbindelse med sit huskøb. Så han var uvidende om fjernvarmegælden. Retten i Aalborg sagde mandag, at regningen skal sendes til fjernvarmeværket, fordi varmeværket ikke havde fået tinglyst gælden. Det skulle varmeværket have gjort for at kunne forlange pengene af David Goodwin, siger retten. Fjernvarmeværket skal også betale sagens omkostninger. Formanden for Fjernvarmeværket i Løgstør, advokat Uffe Bro, der også er formand for sammenslutningen af danske fjernvarmeværker, siger til NORDJYSKE Medier, at han endnu ikke har nået at læse dommens præmisser, men at sagen under alle omstændigheder bliver anket til landsretten. - Hvis konsekvensen af retssagen skal være, at Løgstør Fjernvarmeværk hænger på regningen, så skal det være på baggrund af en landsretsdom, fastslår Uffe Bro.