Mou

Ankestyrelse lod 4-årig blive i hjemmet

Torsdag er Ankestyrelsen gået ind i mishandlingssagen fra Mou, hvor de vil kigge på om der er grundlag for at fjerne den 4-årige dreng fra hjemmet. Men to gange i 2008 afviste selv samme styrelse at foretage dette skridt.

Socialrådmand Mai-Britt Iversen (S) har torsdag sendt et brev til velfærdsminister Karen Jespersen (V) vedrørende Ankestyrelsens beslutning om at undersøge, hvorvidt den 4-årige dreng bør fjernes fra hjemmet i Mou, hvor forældrene er tiltalt for at have mishandlet drengens storesøster. Men Ankestyrelsen har tidligere kigget på dette forhold. Ikke bare én gang, men to gange i 2008 bad Aalborg Kommune Ankestyrelsen om at fjerne drengen fra hjemmet, men begge gange blev anmodningen afvist. Første gang var 9. juli 2008 og anden gang 28. november, hvor der ifølge Mai-Britt Iversen var kommet nye oplysninger i sagen. Socialrådmanden slutter brevet af med at konstatere, at det glæder hende, at "Ankestyrelsen nu overvejer sagen på ny og ser frem til en hurtig konklusion".