Anklager: 44-årig for farlig at lukke ud
Anklager vil have 44-årige idømt forvaring for grove voldtægter og mishandlinger
Opdateret kl. 17:11
VENDSYSSEL: - For mig at se, er han simpelthen for farlig at lukke ud.
Sådan sagde anklager Peter Rask i sin strafprocedure i sagen mod en 44-årig mand fra Vendsyssel, der tirsdag blev dømt skyldig i adskillige grove voldtægter og mishandling af fem kvinder over en periode på 10 år.
På grund af forbrydelsernes grove karakter og den 44-åriges mentalerklæring, procederede Peter Rask for en forvaringsdom.
Både retspsykiatere og Retslægerådet konkluderer i mentalundersøgelsen, at den 44-årige lider af dyssocial personlighedsforstyrrelse - også kaldt psykopati. Ifølge mentalundersøgelsen har den 44-årige kun fokus på egne behov og stærkt nedsat empati og forståelse for andre mennesker. Han har derudover en tendens til uhæmmet aggressivitet.
Retslægerådet konkluderer endvidere, at den 44-årige udgør en væsentligt fare for andres liv og sikkerhed, og finder det derfor påkrævet med en forvaringsdom.
Og den konklusion mener anklageren, at nævningetinget i Retten i Hjørring bør følge.
- Vi har hørt de forurettede kvinder forklare, at han kan være sød og rar, og det har vi da også set glimt af i retten. Men det der er vigtigt er, at han har denne uhæmmede aggressivitet og for mig at se, er han simpelthen for farlig at lukke ud, sagde Peter Rask
Anklageren understregede overfor nævningetinget, at en forvaringsdom ikke er det samme som en behandlingsdom.
- Forvaring er ikke det samme som psykiatrisk behandling. For når man er psykopat, kan man som udgangspunkt ikke helbredes eller behandles, sagde Peter Rask.
Forsvarer: 6-8 år
Den 44-åriges forsvarer, Gert Gandrup, mente dog ikke, at betingelserne for en forvaringsdom var opfyldte og henviste til, at hans klient ikke udgør en aktuel fare.
- Der er ingen aktuel farlighed, som det må kræves for forvaring. Der har ikke været noget fremme om, at der skulle være sket noget kriminelt med den sidste kvinde, han boede med, bemærkede Gert Gandrup.
Forsvareren procederede derfor for en straf mellem seks og otte års fængsel.
Under procedurerne kom det frem, at den 44-årige har fem børn med tre forskellige kvinder. Den 44-åriges personlige forhold afslørede en mand, der har mistet det meste af kontakten med omverdenen.
Han har ikke kontakt med børnene, hans egen familie ikke ønsker kontakt med ham, og den 44-årige har ingen venner.
Det kom også frem, at han i 2001 blev dømt for seksuel omgang med sin halvsøster, og herefter er han straffet for mindre lovovertrædelser såsom tyveri og hæleri.
Retten i Hjørring afsiger dom torsdag.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.