Anklager afviser klager og lægger endeligt låg på Palme-sag

Efterforskningen af drabet på Olof Palme vil ikke blive genoptaget trods massiv kritik af konklusion.

Stig Engström, også kendt som Skandiamanden, er og bliver manden, som svensk politi ser som gerningsmanden bag drabet på Olof Palme. Chefanklager afviser at genoptage efterforskning. (Arkivfoto)

Stig Engström, også kendt som Skandiamanden, er og bliver manden, som svensk politi ser som gerningsmanden bag drabet på Olof Palme. Chefanklager afviser at genoptage efterforskning. (Arkivfoto)

STOCKHOLM:Efterforskningen af drabet på den tidligere svenske statsminister Olof Palme vil ikke blive genoptaget.

Det siger chefanklager Lennart Guné onsdag ifølge flere svenske medier.

Meldingen kommer, efter at chefefterforsker i sagen Krister Petersson i juni endelig kunne pege på gerningsmanden til drabet, der blev begået 28. februar 1986.

Her blev Stig Engström, også kendt som Skandiamanden, udpeget som drabsmanden.

Den konklusion blev hurtigt mødt med massiv kritik fra flere kanter. Ikke mindst fordi politiet hverken kunne knytte tekniske beviser, dna-spor eller gerningsvåben til Stig Engström.

Siden juni har chefanklager Lennart Guné modtaget adskillige henvendelser og klager over konklusionerne i politiets rapport.

Ingen af dem har dog givet anledning til at genoptage efterforskningen, siger han.

- Ingen af de personer, som har anmodet om en ny undersøgelse, har en sådan tilknytning til den afsluttede forundersøgelse, at det berettiger en materiel gennemgang af anklagerens konklusion, siger han ifølge Expressen.

En meningsmåling har vist, at under en femtedel af svenskerne tror, at det var Stig Engström, der dræbte Olof Palme i det centrale Stockholm i 1986.

Engström befandt sig omkring gerningsstedet på aftenen, hvor Palme blev dræbt. Det blev dog allerede kendt umiddelbart efter drabet.

Han blev kendt som Skandiamanden, fordi han på det tidspunkt var ansat i forsikringsselskabet Skandia.

Stig Engström døde i 2000.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.