Anklager: Bendtner skal miste kørekortet i tre år

Bendtner kørte uden kørekort og med promille på 1,75. Anklager mener, han skal miste ret til at køre i tre år.

Anklager: Bendtner skal miste kørekortet i tre år

Nicklas Bendtner skal ikke have lov til at køre bil de næste tre år.

Det mener anklager Bo Kluxen, viser anklageskriftet, som Ritzau er i besiddelse af.

Anklageskriftet fortæller også, at den danske fodboldspiller ikke alene kørte mod færdselsretningen ved Gl. Strand i København. Han kørte også med en promille på mindst 1,75 og uden et gyldigt kørekort.

Anklageskriftet fortæller, at det engelske kørekort, som Bendtner var i besiddelse af, udløb 1. september 2012.

I anklageskriftet nedlægges påstand om bøde, men det er ikke opgivet, hvor stor en bøde, Nicklas Bendtner kan se frem til.

Tirsdagens retssag går i gang klokken 15 og forventes at vare en time.

Nicklas Bendtner møder personligt op i Københavns Byret tirsdag, hvor han erkender kørsel med en promille på 1,75.

Det fortæller Bendtners advokat Michael Juul Eriksen.

- Jeg har lige haft et møde med ham, og han møder op til retssagen i dag. Han erkender tiltalen, og det er derfor kun et spørgsmål om, hvor stor bøden skal være, siger Michael Juul Eriksen til Ritzau.

- Han er enormt ked af det, som er sket, og han har sagt, at han aldrig vil gøre det igen, fortæller advokaten.

Nicklas Bendtner valgte allerede søndag på sin Twitter-profil at undskylde spritkørslen.

- Kære venner. Jeg blev taget i en mild sag for spritkørsel sidste nat. Det var en stille nat, men jeg er meget, meget ked af det over for mine venner og fans.

- Det er ikke okay at drikke og køre bil. Jeg tager det fulde ansvar, skrev han.

Bendtner har ikke spillet fodbold siden december, da han er ved at genoptræne efter en lyskeoperation. Men sagen har allerede fået sportslige konsekvenser.

Bendtner er på grund af sagen nemlig ikke aktuel for landsholdet det næste halve år, oplyste Dansk Boldspil-Union (DBU) mandag.

I denne sæson er Bendtner udlejet fra Arsenal til italienske Juventus.

Retssagen kører tirsdag eftermiddag i Københavns Byrets 19. afdeling.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.