Anklager blev frustreret over Solhaven-ansattes tavshed

De tiltalte i Solhaven-sagen fortæller, at de er blevet truet af de unge på jobbet. Men vold har de ikke set.

3. september 2013 15:42 - Opdateret 3. september 2013 15:46

Anklager blev frustreret over Solhaven-ansattes tavshed

Nej, de havde aldrig oplevet en kollega gå over stregen. Nej, der var ikke en særlig klike med tilnavnet "Sørens pædagoger" omkring forstanderen." Og nej, "kalde til kaffe" dækkede ikke over et tæskehold.

Sådan lød det igen og igen tirsdag i Retten i Aalborg under anden dag i den store straffesag om de ansattes og forstander Søren Virenfeldts påståede voldelige overfald på 21 anbragte unge på den selvejende institution Solhaven.

Otte af de ansatte blev afhørt tirsdag, og alle afviste blankt, at der var begået overgreb, og til sidst fik det en af anklagerne til at gå til modangreb.

Under afhøringen af den sidste tiltalte ville anklager anklagerfuldmægtig Jakob Herborg vide, hvad tavshedspligten indebærer.

Efter at have fået et svar fulgte han op med endnu et spørgsmål:

- Hvad med pædagogerne - hvad de har gjort, skal det så heller ikke forlade Solhaven?

Han tilføjede, at han sad med en fornemmelse af, at tavshedspligten var strakt meget langt - underforstået, at man dækkede over hinanden.

Udfaldet fik straks forsvarerne for de 12 mænd til at protestere. "Et helt utilstedeligt spørgsmål," lød det, og derefter blev det trukket tilbage.

Tidligere på dagen blev der stillet spørgsmål til den mand, som anklagerne betragter som forstanderens højre hånd.

- Vi skulle gøre alt for at undgå at bruge magt, det var sidste udvej, sagde den 45-årige mand.

Han anklages for ni tilfælde af vold, en sag om ulovlig tvang og desuden for trusler mod et vidne.

Ligesom andre fortalte han om, hvordan man som ansat kunne blive udsat for trusler.

- Det betragter jeg som en del af arbejdet, sagde han.

Anklagerne ville vide, om der var en gruppe ansatte, som var uenig i forstanderens linje. Den 45-årige vidste ikke nærmere om det, men tilføjede så:

- Det kunne måske være nogle, der ikke passede deres arbejde godt nok.

I begyndelsen af retssagen afhøres samtlige 12 tiltalte om generelle forhold, og på torsdag skal dommere og domsmænd desuden vises rundt i Farsø og se de forskellige lokaliteter.

Først mod slutningen af måneden ventes den første af de unge, der har anmeldt vold, at blive afhørt af retten.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...