Anklager: Flere indblandet i bombesag

Fem fik forlænget fængsling

ODENSE:Politiet tror, at flere end de syv sigtede i sagen fra Vollsmose var indblandet i forsøget på at fremstille bomber. De er blot ikke identificerede endnu. Denne mistanke luftede anklageren i går i et retsmøde i Odense, hvor dommeren besluttede at forlænge fængslingen af fem af de sigtede. De fem skal tilbringe de næste fire uger i en celle i isolation. Retsmødet foregik bag lukkede døre, men for første gang var der ikke tale om de såkaldt dobbelt lukkede døre, hvor også forhandlingen om, hvorvidt dørene skal lukkes, foregår bag lukkede døre. Det betød, at pressen kunne høre anklageren, politiassessor Jakob Beyer, begrunde sit ønske om dørlukning. - Det er af afgørende betydning for sagens opklaring, og det må antages, at der er flere endnu ikke identificerede medgerningsmænd. Desuden kan det bringe vidners sikkerhed i fare, sagde Jakob Beyer. Dommer Ingrid Therkelsen var ikke enig i protester mod de lukkede døre fra forsvarsadvokat Hugo Steinmetz og fra pressen, som bad om åbne døre og henviste til, at de to, der forleden blev løsladt, har udtalt sig til Politiken om sagen. - Det vigtigste for mig er, at anklagemyndigheden får ro til efterforskningen, sagde dommeren. Hun nævnte også ”vidnets sikkerhed”. Hermed hentydede hun muligvis til den danske konvertit, som de to løsladte omtalte i interviewet med Politiken. I en moske havde de i månederne op til anholdelsen kontakt til danskeren. - Han lod, som om han var muslim, men det var han ikke. Der er måske nogen, der har sendt ham, og han har været tæt på os, siger den 18-årige løsladte AF til avisen. Ifølge de to løsladte begyndte en dansker at komme i den store moske på Ørbækvej i Vollsmose for omkring et halvt år siden. Han talte med alle de syv sigtede og ville gerne tale om bomber og terror, men han forsvandt pludselig./ritzau/