Anklager: Frifindelse er et vink til Folketinget

Grov udnyttelse af arbejdere fra udlandet er "kommet for at blive", siger anklager efter dom i Helsingør

Dommen i sagen om grov udnyttelse af flere rumænere i rengøringsarbejde viser, at paragraffen om menneskehandel er svær at bruge i den slags tilfælde.

Det fastslår den ene af anklagerne, advokaturchef Kristine Scharling, efter onsdagens dom i Retten i Helsingør.

Her har dommer Benedikte Cederqvist netop sagt, at bestemmelsen om menneskehandel er vanskelig at håndtere i praksis.

- Det er et vink til lovgiverne om, at det er svært, lyder kommentaren fra Kristine Scharling fra Nordsjællands Politi.

- Det er noget af det mest grelle, vi har kunnet fremskaffe, siger hun om den aktuelle sag, hvor ni rumænere blev systematisk udnyttet og groft underbetalt.

- Men det er et problem, der er kommet for at blive, siger advokaturchefen om udnyttelsen af arbejdere fra andre lande.

Domsmandsretten fastslår i dommen, at der ikke er bevis for tvangsarbejde i forhold til ni rumænere, der arbejdede i rengøringsbranchen.

Men anklageren er trods alt glad for, at anklageskriftet ifølge retten er i orden.

For et par uger siden påpegede en anden domsmandsret i Helsingør netop dét problem i en anden sag om påstået menneskehandel.

Advokaturchefen er desuden tilfreds med, at retten i onsdagens dom har fundet de to tiltalte, far og søn, skyldige i åger - altså grov økonomisk udnyttelse af rumænernes manglende kendskab til forholdene i Danmark.

Faren har i øvrigt indirekte ved domsafsigelsen accepteret, at han har gjort sig skyldig i åger.

Han anker kun til landsretten for at opnå en mildere straf end byrettens resultat på fængsel i to år og seks måneder.

Sønnen har taget betænkningstid med hensyn til en eventuel anke.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst