Tyverier

Anklager: Grilltyve skal flere år i fængsel

De syv mænd, der enten står tiltalt for tyveri eller hæleri af flere hundrede Weber grill med udstyr til en værdi af 2 millioner kroner blev onsdag i retten godt grillet af anklageren.

I sin afslutttende procedure krævede politifuldmægtig Mie Obel Thomsen nemlig mellem to til tre års fængsel til de fem, som anklagemyndigheden mener begik det grove tyveri fra Webers lager i Nørresundby mellem den 9. og 10. juli i år. Til de to der er tiltalt for at opbevare grill og grilludstyr krævede hun fra 1 års fængsel til 1 år og tre måneder. - Det er nøje planlagt, I har været flere om det, det stjålne har en meget stor værdi, og tyveriet er udført yderst professionelt, sagde Mie Obel Thomsen om grundene til at anklagemyndigheden vil have dem i fængsel i op til tre år. To af de tiltalte har erkendt at være med til tyveriet. Derudover går anklagemyndigheden også efter flere års fængsel, fordi flere af dem er sigtet for andre store tyverier i det nordjyske i år. En af de syv er tiltalt for at have stjålet pc'er for 575.000 kroner hos Conta Data i Klarup, og to er tiltalt for at starte karrieren som grilltyve allerede i maj, da de stjal Weber gasgrill fra en container i Stenstrup til en værdi af 600.000 kroner . Seks ud af de syv tiltalte er tidligere straffet for enten tyveri eller hæleri, og retten forventer, at der falder dom i sagen i morgen.