Udland

Anklager kræver dødsstraf for mord på 12 biografgængere

James Holmes åbnede ild under premiere på en Batman-film sidste år. Anklageren kræver den hårdeste straf.

Anklager kræver dødsstraf for mord på 12 biografgængere

Anklageren kræver dødsstraf til James Holmes, der i juli sidste år skød og dræbte 12 mennesker i en biograf i den amerikanske stat Colorado.

Det oplyste distriktsanklageren i retten mandag.

- I denne sag er den retfærdige dom for James Holmes døden, sagde anklageren.

Selve retssagen blev fastsat til at starte den 3. februar næste år.

Den 25-årige gerningsmand trængte i juli sidste år ind i biografen i Aurora, der havde premiere på Batman-filmen "Dark Knight".

Udover at dræbe 12 mennesker lykkedes det ham at såre 58 biografgængere.

Yderligere en snes mennesker blev kvæstet, da de under panikagtige scener forsøgte at flygte fra biografen i en forstad til byen Denver.

Holmes, der har anlagt sig skæg og sort krøllet hår, viste ikke nogen tegn på sindsbevægelse og forholdt sig tavs bag anklagebænken, mens anklageren krævede dødsstraf.

På vejen ind i retten havde Holmes et kort øjeblik rettet blikket mod sine forældre, der sad på tilhørerpladserne.

I sidste uge sagde Holmes' forsvarere i et indlæg til retten, at de var villige til at erklære ham skyldig med livsvarigt fængsel til følge og uden mulighed for benådning, hvis anklageren ikke ville kræve dødsstraf.

Det blev afvist af anklagemyndigheden.

Forsvarerne har også ladet muligheden stå åben for at få erklæret deres klient for sindssyg.

Ifølge øjenvidner til forbrydelsen smed Holmes en røgbombe ind i biografen, inden han åbnede ild på må og få med en semiautomatisk AR-15-riffel, et haglgevær en og .40-kaliber pistol.

Præsident Barack Obama har gentagne gange henvist til skyderiet i Aurora for at retfærdiggøre kravet om at skærpe den amerikanske våbenlovgivning.

/ritzau/Reuters

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden