Anklager kræver lang fængselsstraf til tysk dopinglæge

Anklager kræver fem et halvt års fængsel til Mark Schmidt, der er hovedtiltalt i "Operation Aderlass".

MüNCHEN: Den tyske sportslæge Mark Schmidt, der er hovedtiltalt i dopingsagen "Operation Aderlass" (Operation Åreladning, red.), risikerer en fængselsdom på fem et halvt år.

Det er i hvert fald den straf, som anklager Kai Gräber sigter efter i retssagen, skriver nyhedsbureauet AFP.

Mark Schmidt beskyldes for at være hovedbagmanden bag et internationalt bloddopingnetværk siden 2012.

Nu skal han for retten med fire påståede medskyldige i München.

Bloddopingskandalen, der omtales som Aderlass, brød ud i februar 2019, da myndighederne foretog en razzia i østrigske Seefeld i forbindelse med VM i langrend og skihop.

Her blev to østrigske langrendsløbere fanget og filmet med video på deres hotelværelse med nålen i armen i gang med bloddoping. De er begge idømt fire års karantæne fra sporten.

Yderligere er en lang række atleter idømt karantæner som følge af operationen, der ikke kun omfatter skisportsdiscipliner, men blandt andet også cykelsporten.

Undersøgelsen identificerede i alt 23 dopede atleter.

Mark Schmidt blev arresteret i sin klinik i tyske Erfurt 27. februar 2019.

Han havde blandt andet en lang liste med klienter, der har fået hjælp til at bloddope sig.

Det forventes, at der falder dom i sagen næste fredag i München.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.