Anklager: Kun et spørgsmål om tid før det gik galt

En 27-årig mand, der er tiltalt for at have forvoldt to mænds død, kørte stærkt og havde en høj promille.

19. maj 2014 16:23

Det var kun et spørgsmål om tid, før det gik galt, da en 27-årig mand med dobbelt så meget alkohol i blodet som tilladt og med høj fart kørte ud ad Vestmotorvejen en nat i februar.

Det hævder anklager Camilla Meding fra Midt- og Vestsjællands Politi mandag i Retten ved Roskilde.

Den 27-årige blev idømt to og et halvt års fængsel for uagtsomt manddrab på to mænd, som mistede livet i ulykken. Anklageren havde krævet mindst to et halvt års fængsel.

- Tiltalte har accepteret den risiko, der er, når man sætter sig ind i en bil sent på natten efter at have sovet bare få timer og have været i byen og drukket alkohol. Jeg mener, at det er bevist, at der er blevet kørt rigtig, rigtigt stærkt, sagde hun inden domfældelsen.

To mænd mistede livet i ulykken, da deres bil blev ramt af den tiltaltes BMW, som kom kørende med høj fart. Den 27-åriges promille blev efter ulykken målt til 1,29, og han havde altså dobbelt så meget alkohol i blodet, som det er tilladt.

Inden ulykken havde han været på værtshus og sovet i få timer. Ifølge anklagemyndigheden tilbagelagde han 70 kilometer på 24 minutter, hvilket giver en gennemsnitsfart på 172 kilometer i timen.

- Det er særdeles skærpende at køre så stærkt over så lang en strækning. Jeg mener i bund og grund, det var et spørgsmål om tid, før det gik galt, sagde Camilla Meding.

Den tiltaltes forsvarsadvokat, Carsten Brix, havde nedlagt påstand om fængsel i højest to år og bedt retten overveje, om noget af straffen kunne gøres betinget.

Inden retten trak sig tilbage, tog den tiltalte ordet og undskyldte overfor de pårørende.

- Undskyld mange gange. Det er på ingen måde fortjent, sagde han.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...