Anklager: Øksemanden skal udvises

Det var frustration, der fik en arbejdsløs mand til at gå amok med en økse på et jobcenter tidligere i år.

Anklager: Øksemanden skal udvises

Den 43-årige mand, der angreb to ansatte med en økse på jobcentret i Helsingør tilbage i marts, er ikke sindssyg.

- Manden er mentalundersøgt, og lægerne har vurderet, at han sagtens kan klare en normal straf, siger anklager Tina Davidsen i Retten i Helsingør mandag formiddag.

Derfor nedlægger hun ikke påstand om anbringelse på en psykiatrisk afdeling, men kræver i stedet fængselsstraf, og at manden, der er fra Eritrea, udvises.

- Vi nedlægger påstand om frifindelse, siger forsvarer Poul Ege Poulsen.

Manden mødte op på Jobcenteret Prøvestenen i Helsingør den 15. marts, og han er tiltalt for at have forsøgt at dræbe to ansatte, som fik skader på arme, skuldre og brystkasse.

Iført en grå skjorte med en lilla pullover udenpå samt cowboybukser udtrykker han kun ro og kontrol i starten af retsmødet.

Men da anklageren læser anklageskriftet op, banker han pludseligt hårdt i bordet, fordi han ikke er enig i hendes beskrivelse af episoden på jobcentret.

- Du får mulighed for at forklare bagefter, siger retsbetjenten og går frem mod manden.

Efterfølgende viser anklageren videooptagelserne af økseangrebet. En pårørende forlader retslokalet i gråd og banker døren hårdt i efter sig.

Tiltalte løfter sine arme i vejret og griner opgivende.

Gennem længere perioder siden 2009 har han været ramt af arbejdsløshed og været tilknyttet jobcentret. Han forklarer i retten, at han har været frustreret og følt, at de to ansatte ikke hjalp ham.

- De har behandlet mig dårligt gennem flere år, siger han.

- Jeg besluttede mig for dagen før, at jeg ville straffe dem, hvis jeg fik endnu et negativt svar næste dag, tilføjer han.

Han forklarer, at han den dag på jobcentret følte, at de grinede af ham, og da de oplyste, at han var blevet afmeldt kontanthjælp, og at det ikke var dem, der kunne give ham det, så fik han nok.

- Jeg kommer aldrig til at fortryde, hvad jeg gjorde den dag, siger han.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.