Kriminalitet

Anklager: Politiarbejde går forud for nyhedsformidlingen

Anklager kalder det uholdbart, at fotograf blev frifundet for at trodse politiordre om at forlade motorvej.

Det har skabt uklarhed om samspillet mellem presse og politi, at Retten i Sønderborg tidligere på året frifandt pressefotograf Martin Lehmann.

Det siger anklager Lars Viereck fra Syd- og Sønderjyllands Politi.

Politikens pressefotograf blev 22. januar frifundet for at trodse politiets ordre om at forlade den sønderjyske motorvej 9. september 2015.

Det var dengang, 300 flygtninge og migranter vandrede ad motorvejen for at nå til Sverige.

Sagen behandles nu af Vestre Landsret.

- Byretten har sat sig mellem to stole. Dommen skaber uvished om, hvordan presse og politiet skal spille sammen, siger Lars Viereck, da han mandag eftermiddag procederer sagen i landsretten.

Byretten nåede frem til, at politiets påbud til fotografen på den ene side var berettiget. På den anden side var det også i orden, at fotografen trodsede det, slog retten fast.

Det skurrer i anklagerens ører.

Han mener, at landsretten skal slå fast, at fotografens nægtelse af at følge politiets påbud var ulovlig.

Anklageren medgiver, at der var tale om en historisk begivenhed, der kaldte på pressedækning.

- Pressen gjorde ikke noget forkert ved at dække den, men pressens tilstedeværelse gjorde, at politiet ikke kunne overtale flygtninge og migranter til at lade sig transportere væk, siger Lars Viereck.

Derfor var det ifølge anklageren helt på sin plads, at politiet gav påbud til pressen om at forlade motorvejen i forventning om, at det ville gøre menneskestrømmen mere samarbejdsvillig over for politiet.

Det var ifølge anklageren ikke et forsøg på at afskære pressen fra at dække begivenheden.

- Det var ikke et forsøg på at hænge et hvidt klæde op, så ingen kunne se, hvad der foregik, siger han.

Anklageren medgiver, at det gjorde det vanskeligere for fotograferne at dække situationen.

Men det var ikke umuligt, påpeger han og henviser til, at pressen kunne tage billeder fra en motorvejsbro og tilstødende arealer.

Det er ikke bøden, der er det afgørende for anklageren, der er parat til at acceptere strafbortfald for den tre år gamle forseelse.

Det handler ifølge anklageren om at slå fast, at hensynet til politiets arbejde går forud for hensynet til nyhedsformidlingen.

- Efter vores opfattelse må det være sådan, at hensynet til politiets mulighed for at løse deres opgave må gå forud for, at pressen kan stå i allerforreste række for at dække det, siger Lars Viereck.

Der falder dom i sagen på onsdag.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst