Anklager: Sexvideo-sager skal behandles hurtigt

De to sidste prøvesager om deling af sexvideo ventes at komme for retten i slutningen af juni og juli.

Kriminalitet 1. juni 2018 13:12

Cirka 1000 sigtede unge venter på, at en række prøvesager i et stort kompleks om deling af ulovlige sexvideoer skal blive afgjort.

Fredag afgjorde Østre Landsret den sjette sag i landsretten, og i slutningen af juni og juli ventes den syvende og ottende prøvesag at komme for Vestre Landsret.

Prøvesagerne skal sætte retning for, hvordan der skal afgøres i de cirka 1000 andre sager.

Anklager Emil Folker fra Statsadvokaten i København afviser endnu at fortælle, hvad man ud fra resultatet i de første prøvesager i landsretten kan sige om de cirka 1000 sager.

- Det er for tidligt at drage nogen konklusion, men det er meget væsentligt for anklagemyndigheden, at sagerne bliver behandlet hurtigt, så der kan komme en afklaring for de mange unge mennesker, som er sigtet, siger han uden at ville oplyse nærmere om, hvor lang tid de unge kan forvente at skulle vente på deres sag.

Der er også en niende prøvesag i komplekset, men den er endnu ikke berammet i byretten. Men sagen skal ikke forsinke behandlingen af alle de andre cirka 1000 sager.

- Nu må vi se, hvornår den kommer for byretten, men vores syn er, at det er rigtigt vigtigt for alle parter, at der kommer skub i sagerne. Så jeg ser det ikke sådan, at vi nødvendigvis vil vente på den, siger Emil Folker.

De mange unge er sigtet for børneporno ved at have delt videoklip, hvor to 15-årige har seksuelt samkvem. Videoerne stammer fra 2015 og er siden blevet delt flere end 5000 gange i beskeder på Facebook.

I januar meddelte politiet, at de unge ville blive sigtet, og at man ville rejse en række prøvesager.

I landsretten har dommene i de første prøvesager været forskellige. Nogle er dømt for børneporno, andre kun for blufærdighedskrænkelse, og en enkelt er helt frifundet.

I den seneste sag i Østre Landsret er en 19-årig kvinde frifundet for børneporno ved at have delt videoen én gang med en veninde.

Her hæfter anklageren sig ved, at hun alligevel får en bødestraf for at have krænket pigen i videoen ved at dele den.

- Selv om landsretten lægger til grund, at den tiltalte kun har set en kortere sekvens fra starten af videoen, fastslår landsretten, at det er uanstændigt og strafbart, at den tiltalte delte videoen, siger Emil Folker.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...