Anklager: Tidsfrist duer ikke i vold-tægtssager

KØBENHAVN:Politiets efterforskere og anklagere kan umuligt leve op til et krav om at færdigbehandle voldtægtssager lige så hurtigt som voldssager. Grundlaget for, om der skal rejses tiltale i en voldtægtssag, vil simpelthen være for dårligt med så kort en frist, mener politiadvokat Michael Jørgensen fra Københavns Politi. - Det er urealistisk at tro, at man kan få en sag i retten 60 dage efter, at man har identificeret den mistænkte voldtægtsmand, siger politiadvokaten, der har ført mange voldtægtssager i Københavns Byret. Han vender sig hermed imod et flertal af Folketingets partier, der uden om regeringen kræver, at politiet fremover kun må bruge 30 dage på at færdigefterforske voldtægtssager, når den mulige gerningsmand er identificeret, og at sagen herefter skal i retten senest efter yderligere 30 dage. Det kan slet ikke lade sig gøre, mener Michael Jørgensen. - Bare det at lave en mentalundersøgelse, som rigsadvokaten kræver, at der laves i voldtægtssager, tager gerne mellem seks og otte uger. Og hvis mentalundersøgelsen så også skal til vurdering i Retslægerådet, hvilket den kommer i alle grove sager, er vi hurtigt oppe på tre måneder. Og så er reglen om de 30 dage lige som lidt passé, siger han. Michael Jørgensen understreger, at politiet også vil få endog meget svært ved at nå at få de tekniske beviser færdige inden for tidsfristen. - I voldtægtssager beder vi stort set altid om dna-analyser, der er vigtige beviser. Nu ved jeg ikke hvor længe det tager at lave den slags analyser, men jeg kan da godt forestille mig, at det tager længere tid end 30 dage. Og jeg vil i hvert fald ikke være tryg ved at rejse tiltale i en sag, hvor jeg venter på det afgørende bevis, siger han. Politiadvokaten mener dog ikke der er fare for, at hverken skyldige går fri eller at uskyldige dømmes på grund af tidspresset. - Man vil aldrig opgive en sag, så vil man bare overskride tidsrammen, siger han. Også formanden for de danske dommere, Henrik Linde, har vist betænkeligheder ved udsigten til, at voldtægtssager skal hurtigere igennem politiets og dommernes hænder. Det er Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, SF, De Radikale og Enhedslisten, der står bag kravet. /ritzau/