Anklagere er tilfredse med terrorstraf

Anklagerne havde forlangt straffe op til 16 års fængsel i terrorsag, men er tilfredse med den mildere dom.

Anklagere er tilfredse med terrorstraf

Skønt statsadvokat Gyrithe Ulrich havde bedt retten om straffe på mellem 14 og 16 års fængsel, så er både hun og hendes kompagnon Henrik Plæhn tilfredse med Retten i Glostrups dom.

Retten valgte at dømme fire terrortiltalte mænd fra Sverige 12 års fængsel hver for at planlægge terror mod JP/Politikens Hus i København.

- Vi er tilfredse med dommen, og at retten har valgt at give 12 år til dem alle, siger Henrik Plæhn efter mandagens domsafsigelse.

Gyrithe Ulrich hæfter sig ved, at retten har lagt sig op ad Højesterets praksis i terrorsager. Ifølge den er udgangspunktet 12 års fængsel i sager, der drejer sig om planlægning af terrordrab på tilfældige mennesker.

Hun mener dog, at straffen i den aktuelle sag burde være strengere, fordi de fire mænd var meget langt i processen og allerede var i Danmark, da de blev anholdt.

- Men det er også svært at sige, hvad der er værst, når man har at gøre med så abnorme sager. Er det værst at ville skyde en masse mennesker eller at sprænge dem ihjel med en bombe, siger Gyrithe Ulrich.

Anklagemyndigheden skal nu formelt overveje, om man vil anke dommen med henblik på strafskærpelser. Men det ligger mellem linjerne, at anklagemyndigheden kun anker, hvis de tiltalte selv vælger at anke.

Fordelen for de tiltalte, hvis de vælger at acceptere deres straf, er, at de i løbet af få måneder vil kunne overføres til Sverige for at afsone straffen og dermed komme tættere på deres familier.

/ritzau/