Retspleje

Anklagere går ned med stress

Mens sagsbunkerne vokser sig større, er flere og flere af landets anklagere i stærk risiko for at gå ned med stress.

De føler ikke, at der er stemmer i dem på samme måde, som der i politifolkenes opgaver. Og hvis ikke der sker en forbedring, kan det blive svært at rekruttere nye medarbejdere. - Vi ser desværre flere og flere sygemeldinger. Før hørte vi ikke om så mange stressmeldinger og pressede medlemmer. Man er nødt til at få fokus på de her ting, siger formanden for landets anklagere, statsadvokatfuldmægtig Grethe Albert Troelsen. - Vi har en kultur med stor faglig stolthed, og hvis man ikke kan nå at gøre det så godt, som man gerne vil, så vokser presset og frustrationerne. Man kan mærke, at folk er virkelig pressede, siger hun. Læsset vælter Politireformen har betydet, at anklagerne er blevet samlet på de nye hovedstationer, og derfor har mange fået langt til arbejde. Samtidig kan der gå lang tid med bare at køre bil for at komme til retsmøder, fordi retterne ikke alle steder er placeret der, hvor politikredsen har hjemme. Eksempelvis er der 120 kilometer fra politistationen i Esbjerg til retten i Sønderborg. - Vi risikerer at køre mere end en time hver vej for bare at afholde små grundlovsforhør. Den tid kunne man før bruge på at producere sagerne. Vi er en faggruppe, der traditionelt har arbejdet mange timer, både uden og med betaling. Men den lyst får et naturligt fald, hvis man lægger den første time bare for komme på arbejde, siger Grethe Albert Troelsen. Flere steder i landet er politigårdene slet ikke byggede til pludseligt at skulle huse et stort antal anklagere, der gerne skal sidde sammen med efterforskerne, hvis det skal give en arbejdsmæssig gevinst. Effektivitet rammes - Hvis man sidder fire sammen i et lille kontor, så har det altså en betydning for effektiviteten, siger anklagernes formand, der også peger på, at der langt fra er kontorpersonale nok. Derfor må anklagerne selv bruge en del af deres tid på de rent administrative opgaver. Traditionelt har jobbet som anklager i det offentlige ellers tiltrukket mange, der så det som mere attraktivt end at sidde i et privat advokatfirma. Men Grethe Troelsen advarer om, at hvis man ikke griber ind og retter op på problemerne, så risikerer man, at det bliver svært at rekruttere nye medarbejdere fremover. Det gør det heller ikke bedre, at nogle af de nye storkredse har fået hjemsted i yderområder, hvor det i forvejen kan være svært at finde tilstrækkeligt med arbejdskraft. /ritzau/