Færdselsforseelser

Anklagere uenige om afgørelse i straffesager

Manglende regler giver retsulighed, når straffesager opgives

KØBENHAVN:Skal sigtelsen for voldtægt droppes, fordi den er grundløs, eller fordi beviserne ikke er stærke nok? Svaret på det spørgsmål er langt fra ligegyldigt for den borger, der har været sigtet. Også kvinden, der har anmeldt sagen til politiet, vil være stærkt interesseret i den begrundelse, som anklageren vælger. Men landets anklagere er tilsyneladende uenige om, hvordan bestemmelserne i retsplejeloven skal bruges, når de opgiver straffesager. Det er et af resultaterne i en undersøgelse, som kriminologen Peter Kruize har gennemført. - Det har overrasket mig, at de har så forskellige opfattelser, siger Peter Kruize. - For at undgå retsulighed burde rigsadvokaten udfærdige retningslinjer for dette område, mener han. To meninger Peter Kruize, der er tilknyttet Københavns Universitet, har fået aktindsigt i et stort antal straffesager hos politiet i Hillerød og i Glostrup og har desuden talt med en række anklagere. Åbenbart er der i anklagemyndigheden to skoler, som har hver sin definition af begrebet "grundløs" i retsplejeloven. - Det betyder noget for borgeren, om sagen mod ham opgives, fordi den var grundløs, eller om den opgives på grund af bevisets stilling, siger Peter Kruize, hvis undersøgelse netop er udkommet i bogform på Jurist- og Økonomforbundets Forlag med titlen "Beviskrav, ressourcer og opportunitet." Et eksempel illustrerer forskellen. En politipatrulje stopper en bilist, der slingrer på vejen. Bilisten sigtes for spirituskørsel. Senere viser det sig, at promillen var 0,2. Nogle anklagere vil slutte denne sag som grundløs, mens andre vil droppe den med henvisning til bevisets stilling, fortæller Peter Kruize. Nogle anklagere mener, at en sigtelse kun kan siges at være grundløs, hvis mistanken oprindeligt var helt hen i vejret. Andre mener, at en sag kan sluttes som grundløs, når man ser i bakspejlet og efterfølgende kan slå fast, at der ikke var grund til at mistænke borgeren. Kun få procent af straffesagerne falder med den begrundelse, at sigtelsen var grundløs. Langt de fleste opgivelser sker, fordi anklagerne vurderer, at beviserne ikke holder - det er de tilfælde, "hvor videre forfølgning i øvrigt ikke kan ventes at føre til, at sigtede findes skyldig," som det hedder i retsplejeloven. Der er stor forskel på, hvordan de enkelte sagskategorier falder ud. Under én procent af sager om overtrædelse af færdselsloven ender med en påtaleopgivelse. Derimod sluttes næsten 40 procent af sager om sædelighedsforbrydelserne, fremgår det af bogen. Flere forhold En hel del sigtelser vælger anklagerne at droppe for at få en hurtig dom over kriminelle, der er sigtet for flere forhold. En tyveknægt er f.eks. sigtet for 10 indbrud, men erkender kun de syv. I dette tilfælde vil anklageren ofte opgive påtalen i de sidste tre forhold. Gevinsten er en hurtig afgørelse, som sparer ressourcer både i retten og hos anklageren. - Det ligner nogle gange en byttehandel. Og jeg mener, at der er grund til at have nogle retningslinjer for opgivelse af påtalen i forbindelse med tilståelsessager, siger Peter Kruize. Desuden viser det sig, at mange af de borgere, der har anmeldt tyveri, vold eller andre lovovertrædelser til politiet, ofte ikke får besked om, at anklagerne har besluttet at droppe sagen. Og den manglende underretning er i strid med en regel i retsplejeloven. Kun hver anden af de forurettede borgere fik af Glostrup Politi besked om, at påtalen var opgivet. I Hillerød Politi fik hver tredje borger ingen information, viser Peter Kruizes undersøgelse. - Enten skal anklagemyndigheden overholde retsplejelovens regler, eller også skal reglerne tilpasses, fastslår forskeren. Personligt mener Peter Kruize, at pligten til at underrette er lidt overdreven. Man kunne lave reglen om, så borgere kun skal have besked om sagens udfald, hvis de har bedt om at blive orienteret. /ritzau/