Børnepasning

Anlægsopgaver giver job

Kommunen kan låne 30 mio kr.

Brønderslev Kommune sætter ekstra skub i investeringerne. Kommunen har fået lånetilsagn til investeringer for næsten 30 mio. kroner til bl.a. børnehaver, SFO’er, skoler og cykelstier. - Det er dejligt med dette lånetilsagn, selvom det selvfølgelig ikke kan løse vores problemer med driftsbudgetterne. Nu kan vi få gang i noget lokal beskæftigelse, samtidig med, at vi får bedre faciliteter til f.eks. børnepasningen og større trafiksikkerhed, udtaler borgmester Lene Hansen. Konkret har Brønderslev Kommune fået lånetilsagn til følgende investeringer: Udvidelse og renovering af Vestre Børnehave i Dronninglund, udvidelse af vuggestuen i Brønderslev, udvidelse af Hedegårdsskolen, Brønderslev, udvidelse af SFO ved Hjallerup Skole, køkkenfaciliteter på ældreområdet og cykelsti på Tolstrupvej i Brønderslev I alt er der tale om investeringer til 29,1 mio. kr. - Hensigten er, at det er bygge- og anlægsprojekter, som vi skal i gang med hurtigst muligt, dvs. inden årets udgang, forsætter Lene Hansen. Hvis der er brug for hurtig politisk sagsbehandling, så har jeg til hensigt at indkalde til ekstraordinære møder byrådet, og jeg er sikker på, at udvalgsformændene også vil indkalde til ekstra møder i fagudvalgene, hvis dette er nødvendigt.

Forsiden