Aalborg

Anmeldelse: Ikke bare ligegyldig ungpigepop

James Bay gav Nibe en glimrende koncert i sin første optræden på dansk grund

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

James Bay på Nibe Festival. Foto: Michael Bygballe

KONCERT:James Bay

NIBE:Man kan godt - hvis man vil - afskrive det britiske stjernefrø James Bay som leverandør af ligegyldig ungpigepop, men den 24-årige knægt fra det sydøstlige England er mere end det.

Det bekræftede han tidligt onsdag aften med en glimrende optræden på Nibe Festival, hvor han var det første af de internationale hovednavne i aktion.

Manden bag monsterhittet ”Hold Back The River” gav Nibe stort set alle numrene fra sit debutalbum ”Chaos and the Calm” samt en i øvrigt glimrende coverversion af Alicia Keys’ ”If I Ain’t Got You”.

Ikke alle hans sange er lige interessante, men de blev leveret med appel og overbevisning, og James Bay demonstrerede glimrende håndelag for at betjene den i øvrigt smukt lydende halvakustiske guitar, han overvejende betjente sig af.

Der blev lagt stærkt ud med soulswingende udgaver af ”Collide” og ”Craving”, siden fik vi ”Best Fake Smile” som endnu et højdepunkt, inden der naturligvis blev sluttet af med ”Hold Back The River”, et uforskammet godt popnummer, som også i liveversionen var værd at vente på.

James Bays koncert ender ikke nødvendigvis med at være den mest mindeværdige på Nibe Festival efter fire dage. Men de kommende aktører skal stå tidligt op for at slå hans præstation.

Og det tjener i øvrigt Nibe Festival til ære, at de fandt denne lille guldklump og besluttede sig for som de første at præsentere ham på en dansk scene.

Han ville givetvis have samlet et større og mere lydhørt publikum, hvis man havde ventet et år.

Men nu kan Nibes publikum en anden dag prale af, at de hørte ham først.

James Bay

Nibe Festival, store scene

4/6 stjerner

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.