Danmark

Anmelder-tæsk til mekanisk Madonna

Madonna får lunkne anmeldelser efter mandagens koncert i Parken i København. Kedelig og mekanisk, lyder dommen

Anmelder-tæsk til mekanisk Madonna

"For meget Maskine-Madonna" og "Madonna: Duracell-dronning i Parken".

Sådan lyder overskrifterne på henholdsvis BT og Ekstra Bladets hjemmesider efter mandagens koncert med den amerikanske popdronning.

Begge anmeldere udtrykker stor utilfredshed med en "mekanisk" Madonna, ligesom begge savner at se Madonna, som vi kender hende bedst.

- Iklædt offensiv gangster- og krigsscenografi fik vi Girl Gone Wild, Revolver og det patetiske Gang Bang. Hvor den midaldrende sangerinde har så travlt med at være street, at hun kører sig selv over.

- Det er så postuleret desperat, at man blev helt glad, da Papa Don't Preach startede. For at slutte næsten før, den var begyndt, skriver B.T's anmelder Jan Eriksen.

- For pokker, hvor man dog savner at få en flig af Madonna med hjem, tilføjer han og kvitterer med to stjerner.

Ekstra Bladets Thomas Treo sammenligner stemningen til koncerten med en antikmesse.

- Divaen bød 40.000 op til hårdtpumpet dancepop, men danskerne ville kun sjældent danse med popdronningen, og stemningen i den tæt på udsolgte nationalarena var i perioder intens som til en antikmesse, skriver anmelderen.

- Trods nogle rablende monologer, der faktisk virkede spontane, fremstod Madonna underligt mekanisk og Duracell-agtig i hæle, der var noget højere end underholdningsværdien, tilføjer han.

Trods de hårde ord hiver Treo dog en ekstra stjerne op af lommen og kvitterer med tre styks.

Tre stjerner er der også fra Politikens Kim Skotte, der var mere imponeret over showet end musikken.

- Denne anmeldelse handler ikke meget om musikken. Men det gjorde koncerten heller ikke, skriver han.

- Det var vitterlig et imposant, prangende og hårdt opgejlet show, som næppe er set magen til i Skandinavien.

- Det var vel en form for triumftog. Men på et andet plan var det også skønne, spildte kræfter, skriver Kim Skotte, der slutter med en advarsel til sangerinden.

- Selv selvrealiseringens superstjerne må en dag se i øjnene, at andre kan spille det spil og gøre det med mere charme og nutidig kant and Madonna. Tør vi nævne den noget mere sjove og lærenemme Lady Blålys (Lady Gaga, red.) i dette selskab?, skriver han.

Madonnas show i Parken var næsten udsolgt, men ifølge anmelderne forlod flere koncerten, før den sluttede.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.