Anmeldere er uimponerede over rocklegender i Royal Arena

U2-sangers stemme lød mere slidt end nogensinde før, skriver Jyllands-Postens anmelder efter koncert lørdag.

Det var verdens bedste liveband. Det er længe siden nu, skriver Jyllands-Postens anmelder efter U2 gav koncert i Royal Arena lørdag aften. Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix

Det var verdens bedste liveband. Det er længe siden nu, skriver Jyllands-Postens anmelder efter U2 gav koncert i Royal Arena lørdag aften. Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix

Det legendariske rockband U2 gjorde absolut ikke sig selv en tjeneste ved at spille seks numre fra pladen "Songs Of Experience" i Royal Arena lørdag aften.

Det er en håbløs plade, hvis man spørger Jyllands-Postens anmelder Kasper Schütt-Jensen. Han er ikke blæst bagover af koncerten, som han giver fire stjerner.

- Der var for meget hyggesnak, for meget fyld, middelmådighed og mudret lyd og for få store øjeblikke til, at U2 for alvor hævede sig over mængden af mere eller mindre kendte rockbands, lyder det.

Anmelderen kommenterer også på sangeren Bonos stemme, der tidligere på måneden voldte problemer. Her måtte U2 afbryde en koncert, da han ikke havde flere ord i sig.

- I København holdt stemmen - sådan da. Den lød dog mere slidt end nogensinde før, skriver Kasper Schütt-Jensen.

Den overordnede konklusion fra anmelderen er, at U2 ikke imponerer som et band, der udgiver plader længere. Der er dog fortsat håb for U2 som liveband, men det kræver, at der kommer "bedre styr på stemme og sætliste".

Også Ekstra Bladets anmelder Thomas Treo bed mærke i sangene fra det førnævnte album.

- Veteranerne gjorde ikke opgaven nemmere ved at spille alt for mange af deres alt for svage nyere numre.

- Det virkede nærmest selvmordsagtigt, at de valgte hele seks sange fra sidste års intetsigende "Songs of Experience", skriver Treo.

Han kvitterer med tre stjerner til koncerten, der var udsolgt.

Alexander Vesterlund, Politikens musikanmelder, har heller ikke noget begejstret at sige om det irske bands præstation.

- De store, følelsesladede øjeblikke udeblev. I stedet fejrede bandet sig selv og deres historie med en lidt sløv sætliste.

Kun de visuelle effekter gav Politikens udsendte nogle få wow-øjeblikke, og han giver koncerten tre hjerter.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.