Hjernesygdomme

Ann var lammet af stress

Social- og sundhedsassistent Ann Hjarbæk blev syg af stress. Nu løfter hun sløret og fortæller om elendige arbejdsforhold i psykiatrien i Frederikshavn Kommune

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

De psykisk syge bliver hurtigere og hurtigere udskrevet fra de psykiatriske hospitaler. Det øger presset på de lokale væresteder og centre, siger Ann Hjarbæk. Foto: Henrik Louis Simonsen

Det er sensommeren 2010. Ann Hjarbæk sidder i toget og er på vej til sit job i Skagen. Pludselig begynder hun at ryste og svede, hun bliver svimmel, og til sidst går hun ud på togets toilet, indtil anfaldet igen trækker sig ud af kroppen. I løbet af de kommende måneder får hun flere lignende anfald. Og hver gang undskylder Ann Hjarbæk sig med, at det nok er for lidt søvn og for mange bekymringer, som er årsagen til de voldsomme rysteture. Men på denne sensommerdag i toget i 2010 ved Ann Hjarbæk endnu ikke, at de faretruende signaler i kroppen til sidst udløser en sygemelding på grund af stress, og at hun i december 2011 vil få en fyreseddel i julegave fra Frederikshavn Kommune. Hun kan gøre en forskel 44-årige Ann Hjarbæk blev uddannet social- og sundhedsassistent i 2004. I praktiktiden arbejdede hun med psykisk syge mennesker, og hun vidste med det samme, at det var det, hun ville. - I psykiatrien føler jeg, at jeg kan gøre en forskel. Jeg kan blandt andet støtte og hjælpe de psykisk syge med praktiske ting, som for eksempel indkøb og madlavning. Og jeg kan være med til at sikre, at de bryder deres isolation og får lyst til at omgås andre mennesker, siger Ann Hjarbæk, der 2008 blev ansat på det psykiatriske støttecenter i Skagen. Centret er et dagtilbud til sindslidende, men der gik dog ikke lang tid, før de første problemer meldte sig. Frederikshavn Kommune fik en ny struktur, og det medførte, at det psykiatriske støttecenter i Skagen ikke længere skulle have en fast daglig leder. Den nye struktur blev indrettet sådan, at den pågældende leder - udover centret i Skagen - også skulle tage sig af andre psykiatriske områder i kommunen. Skrøbelige mennesker - Vi arbejder jo med meget skrøbelige mennesker, og jeg har manglet en fast leder i huset, som jeg kunne bruge til sparringspartner. En leder er også med til at fastsætte regler og fordele opgaver og tage ansvar. I stedet har det været os ansatte, der har været "bussemand" - for eksempel i forbindelse med store ændringer i centret. Store ændringer kom blandt andet, da Frederikshavn Kommune valgte at skære i åbningstiden i støttecentret, hvilket udløste masser af spørgsmål og frustration hos de psykisk syge. Hurtigere udskrevet Derudover er det også et faktum, at de psykisk syge bliver hurtigere og hurtigere udskrevet fra de psykiatriske hospitaler. En undersøgelse, som "Momentum" (Nyhedsbrev fra Kommunernes Landsforening) har gennemført, viser, at over halvdelen af cheferne i den kommunale socialpsykiatri i Danmark mener, at de psykisk syge bliver udskrevet for hurtigt. - Når de ikke kan være på hospitalet, så har de kun værestederne og centrene at tage hen til, når de får det dårligt. Det vil sige, at vores arbejde bliver endnu mere krævende. Og samtidig sparer mange af kommunerne på psykiatrien. Det hænger ikke sammen, konstaterer Ann Hjarbæk. En vaklende struktur Men det er ikke kun det psykiske arbejdsmiljø i psykiatrien, der halter. Brugere og ansatte på centret i Skagen er også været vant til at opholde sig under ekstremt dårlige forhold med ulovligt køkken, udrikkeligt vand i hanerne og elendige toiletforhold. Levnedsmiddelkontrollen lukkede til sidst køkkenet, og de uhumske forhold blev beskrevet i pressen. Politikerne greb ind og fik ændret de værste fejl. Men fakta er, at brugere og ansatte stadig ikke er blevet overflyttet til nye lokaler på det gamle sygehus i Skagen, som politikerne ellers havde lovet. Det har været hårdt - Det er klart, at de fysiske rammer også har betydet noget for vores arbejdsmiljø, og under alle omstændigheder er det os ansatte, der hele tiden skal berolige brugene. Det har været hårdt, siger Ann Hjarbæk, der i lange perioder led af en konstant hovedpine. Som nævnt har hun også haft flere anfald af svede- og rysteture, og 9. juli i år raslede de sidste forsvarsmekanismer sammen. Ann Hjarbæk havde om lørdagen været til et hyggeligt "globryllup", og om aftenen slappede hun af foran fjernsynet. - Pludselig fik jeg rigtig ondt i hovedet. Samtidig var jeg så handlingslammet, at jeg ikke var i stand til at ringe efter hjælp. Jeg var helt sikker på, at jeg havde fået en hjerneblødning, fortæller Ann Hjarbæk. Ville ikke acceptere det Det voldsomme anfald gik dog over, men om søndagen brød et nyt anfald løs. Om mandagen gik Ann Hjarbæk til lægen, der konkluderede, at der højst sandsynligt var tale om stress. - Jeg meldte mig syg, men min chef fik stadig ikke noget at vide om, at der var tale om stress. Jeg var åbenbart ikke i stand acceptere det, siger Ann Hjarbæk, der sidst i juli vendte tilbage til jobbet på det psykiatriske støttecenter i Skagen. Som at være med i en film Men Ann Hjarbæk fandt hurtigt ud af, at hun ikke kunne blive på sin arbejdsplads. - Det var som om, at der kørte en film foran mig, som jeg ikke var en del af. Samtidig havde min stress-situation medført, at jeg følte mig kold og kynisk, og derfor var jeg selvfølgelig ikke i stand til at arbejde med psykisk syge. Herefter indgiver Ann Hjarbæk endnu engang en sygemelding, og denne gang erkender hun, at hun er gået ned med stress. Ann Hjarbæk bliver af sin fagforening (FOA) rådet til at opsøge Arbejdsmedicinsk Klinik i Aalborg. Efter flere tests og samtaler med en psykolog er konklusionen, at Ann Hjarbæks stress direkte har forbindelse til hendes arbejde. I tirsdags blev det så fastlagt, at Frederikshavn Kommune ikke ønsker en "omplacering" af Ann Hjarbæk, så derfor forventer hun en fyreseddel mellem jul og nytår. - Kommunen har jo ikke en pligt til at finde en ny stilling til mig. Jeg er ikke bitter, men jeg har ondt af de medarbejdere, som stadig arbejder i psykiatrien, og jeg håber, de er bedre til at passe på sig selv, end jeg var, siger Ann Hjarbæk. Begynder på en frisk Hun vil ikke arbejde med psykisk syge igen, og nu handler det først og fremmest om at "falde ned på jorden". Hun er netop flyttet til Hjørring, hvor hun er tættere på sine børn og barnebarn. I øjeblikket er Ann Hjarbæk ved at indrette en ny lejlighed i en gammel patriciervilla, og så handler det om at se fremad. - Jeg er åben og klar til at begynde på en frisk. Og jeg regner da med, at jeg vil til at læse igen med henblik på en ny uddannelse, siger Ann Hjarbæk.