Anna David

Født 2. december 1984 i Århus og opvokset i en familie med tre ældre søskende, sin dansk/amerikanske far og sin tyske mor. Som 8-årig startede hun til klaver og korsang, og som 10-årig fik hun sit første trommesæt. Begge storesøstre er professionelle skuespillere i Tyskland, og det var her, Anna David som 15-årig debuterede som sanger med singlen “P.Y.B”. Samarbejdet med den tysk/amerikanske producer blev afbrudt efter tre år. I 2005 udkom det danske debutalbum “Anna David”, der indeholdt hittet “Fuck dig”, der i øvrigt senere blev indspillet i en tysk og engelsk version. Anna Davids andet danske album “2” kom på gaden i 2007. Her fandt man blandt andet sangen “Den lille pige”, der handler om en voldtægt, Anna David selv var udsat for som 17-årig. Her i 2009 har Anna David allerede hittet med titelsangen “Når en engel siger farvel” til DR’s familiedramaserie “Mille”. Den er også at finde på det nye album, der udkommer 27. april. Til efteråret er Anna David desuden med i TV 2’s nye tv-serie “Store drømme”, der handler om fire elever på et showakademi.