Anna-Marie jagter et job
Anna-Marie Thrysøe er flyttet til Frederikshavn efter 33 år i England, USA og det fjerne østen. Men trods et fornemt CV, er det svært at finde et job

Anna-Marie Thrysøe har haft arbejde i England, USA og det fjerne østen. Nu vil hun gerne have et job i Nordjylland. Foto: Carl Th. Poulsen
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Anna-Marie Thrysøe fra Frederikshavn har et meget stort ønske: Hun vil gerne have et job. Men lige nu ser det svært ud, for indtil videre har hun sendt omkring halvtreds ansøgninger af sted - alle med negativt resultat. Det hører med til historien, at Anna-Marie Thrysøe har et fremragende CV, og at hun har haft ledende stillinger i både England og USA. Hun har blandt andet søgt arbejde som advokatsekretær, receptionist, arkivassistent og forskelligt kontorarbejde. Uden held. Hele sidste år tjente 56-årige Anna-Marie Thrysøe beskedne 18.000 kroner som afløser i et rengøringsjob, og derfor er hun nødt til bruge penge fra sin opsparing og sin pension for at få dagligdagen til at hænge sammen. - Jeg har ikke noget imod at gøre rent. Jeg har tværtimod stor respekt for mine kollegaer. Men jeg vil jo gerne have et fast job, hvor jeg kan bruge nogle af mine kompetencer. - Desperat er et forkert ord at bruge. Men rent personligt føler jeg mig hårdt presset i øjeblikket, og det er klart, at jeg bekymrer mig om fremtiden og min økonomi, siger Anna-Marie Thrysøe. Ukuelig energi NORDJYSKE vil følge Anna-Marie Thrysøes jagt på et job. Interviewet foregår på NORDJYSKEs redaktion i Frederikshavn, og selv om lokalet er kedeligt og kønsløst, og selv om Anna-Maries fremtoning virker både ydmyg og beskeden, så formår hun alligevel at blæse noget ukuelig energi ned i det grå gulv og de hvide vægge. Den der evne til at blive ved med at fighte kommer måske fra Anna-Maries mor, der er tysker, og som efter Anden Verdenskrig havde svært ved at finde arbejde. Hun fandt dog et job - ganske vist et stykke væk fra hjemlandet - på en porcelænsfabrik i Sverige. På samme fabrik arbejdede Anna-Maries far, og de to flyttede senere til Danmark, hvor de stiftede familie. Det stod hurtigt klart, at også Anna-Marie havde lyst til at udfordre udlandet, og under en interrailtur i 1977 skulle hun pludselig træffe et valg, der ville få stor indflydelse på hendes fremtid. På en togtur mellem Beograd og Athen blev hun forelsket i en englænder. Og hvad gør man så? - Det år var jeg blevet optaget på lærerseminaret i Skive. Jeg begyndte dog ikke på uddannelsen. I stedet fulgte jeg mit hjerte og flyttede til London med min kæreste, fortæller Anna-Marie, der - udover gymnasiet - aldrig fik taget en regulær uddannelse. Var juleafløser Men, som det senere skal vise sig, gik det meget godt alligevel. Det første job var som juleafløser hos Harrods - det berømte stormagasin i London. Senere fik hun arbejde i kundeservice i porcelænsafdelingen, hvor hun skulle betjene kunder fra hele verden. Efter nogle år forlod Anna-Marie Harrods, og herefter begyndte karrieren så småt at tage fart. Ansvarlig for 26 ansatte Fra 1984 til 1986 fik hun arbejde i Japan. Her var hun ansvarlig for at finde nye produkter til import, og da hun vendte tilbage til London blev Anna-Marie ansat i et firma, hvor hun fik stort ansvar for et kontor med 26 ansatte. De flotte karrierehop fortsatte de kommende år, og fra 1993 til 1998 var Anna-Marie Thrysøe ansat i den engelske afdeling af den amerikanske storbank Citibank. Her var hun leder af en afdeling, som skulle bekræfte aftaler mellem bankens børsmæglere og klienter over hele verden. I 2004 flyttede hun til USA og fik job i et firma, hvor hun blandt andet arbejdede med regnskabsførelse og fakturering. Imponerende karriere Alt i alt en temmelig imponerende karriere i forhold til, at hun kun har en gymnasieuddannelse, men i 2010 blev det igen tid for Anna-Marie Thrysøe at sadle om og prøve noget helt nyt. Hun blev skilt fra sin mand. Parret havde ingen børn, og da Anna-Marie Thrysøe ikke havde mange venner i USA, endte det med, at hun - efter 33 år i udlandet - vendte hjem til Danmark. - Jeg har bosat mig i Frederikshavn, hvor jeg har to søstre. Det er selvfølgelig en stor omvæltning, men hidtil har jeg haft et liv, hvor jeg har været vant til at omstille mig, siger Anna-Marie Thrysøe. Som nævnt har det endnu ikke været muligt at finde et fast job, og problemet er, at hun ikke kan blive med at leve af at være afløser i et rengøringsjob. - Jeg har ikke optjent timer nok til at få dagpenge, og fordi jeg har en opsparing, kan jeg heller ikke få kontanthjælp. Men jeg ønsker heller ikke at få kontanthjælp, for jeg vil ikke være til byrde for nogen, siger Anna-Marie Thrysøe. Det var meningen, at hendes opsparing skulle sikre Anna-Marie en økonomisk stabil seniortilværelse, men eftersom hun i øjeblikket kun tjener få tusinde kroner om året, bliver der trukket store veksler på opsparingen. - Jeg vil gerne have en eller anden form for kontorjob, ligesom jeg gerne være projektmedarbejder. Men først og fremmest vil jeg bare gerne have et fast job, siger Anna-Marie Thrysøe.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.