Anne Linnet giver koncert i Løgstør

Forventning om udsolgt ved koncert med populære sange og salmer

Musik 1. februar 2005 05:00

LØGSTØR: Kirkebænkene ventes at være fyldt, når der tirdag 1. marts atter er koncert i Løgstør Kirke. Det er nemlig selveste Anne Linnet, der giver koncert, og organist Christina Beltoft har store forventninger til aftenen. - Anne Linnet laver et begrænset antal kirkekoncerter, som altid trækker fulde huse, så det er dejligt, at det er lykkedes at få hende til Løgstør, siger Christina Beltoft. Hun forventer - som ved decembers koncerter med Kurt Ravn - at billetsalget går stærkt. - Det er forholdsvis nyt, at Anne Linnet optræder i kirker, men det er en sand fornøjelse at opleve hende på den måde. Hun synger og fortæller varmt og engageret, siger Christina Beltoft. Udover egne sange synger Annet Linnet salmer fra samarbejdet med Johannes Møllehave og fra sit arbejde med tekster af Tove Ditlevsen. Der vil kunne høres sange som "Forårsdag", "Tusind Stykker", "Søndag i April", "Levende Hænder", "På en dag hvor solen Skinner" og "Barndommens Gade". Under koncerten vil publikum blive inddraget. Der omdeles sangark til fællessang, så Christina Beltoft forventer en stor oplevelse i en fyldt kirke. Anne Linnet er i gang med at skrive sange til et nyt album, der udkommer til foråret. Den 51-årige sangskriver og sangerinde har adskillige hits bag sig, og så har hun et musikforlag, Linnetsongs, samt pladeselskabet Circle Records.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...