ANNE LINNET

Anne Kristine Linnet er født i Århus i 1953. Hun er uddannet på Det Jyske Musikkonservatorium, men allerede som 16-årig indledte hun sin musikalske karriere. I 1973 udkom hendes første soloplade, og kort efter dannede hun sammen med Lis Sørensen pigebandet Shit og Chanel, der med nummeret "Smuk og dejlig" skabte en af tidens og kvindesagens helt store klassikere. I 1980'erne var hun frontfigur i "Anne Linnet Band" ligeledes med Lis Sørensen samt Sanne Salomonsen, men efter en tid blev lyden for pæn, og Anne Linnet kastede sig ud i lak, læder og frække rim i Marquis De Sade. Fra 1994-1995 boede Anne Linnet i Rom for "at plante sig om og finde sine rødder". Dem fandt hun tilbage i Danmark, hvor hun i 1996 dannede gruppen Bitch Boys. Det danske sprog og dets mestre har givet Anne Linnet nogle af hendes største succeser. Albummet "Kvindesind" (1978) med tekster af Tove Ditlevsen og samarbejdet med Johannes Møllehave har gjort den århusianske sangerinde til en af sin generations mest elskede fortolkere, ligesom "Den jeg elsker" og film- og teatermusik har været med til at slå hende fast som en af sin generations væsentligste sangskrivere. Albummet "Jeg er jo lige her" gjorde sangen "Tusinde stykker" til endnu en klassiker på repertoiret, og sangen blev senere indspillet af Bjørn Afzelius. Mindre held har Anne Linnet haft som forretningskvinde, hvor pladeselskabet Circle Records og spillestedet Montmartre skulle vise sig at blive fatale investeringer. Anne Linnet har to børn fra første ægteskab med saxofonisten Holger Laumann, senere adopterede hun en søn, og i 2001 adopterede hun to børn fra Rumænien. Hendes nye plade "Her hos mig" er blevet til i et samarbejde med blandt andre hendes ældste søn Marcus og produceren Poul Bruun.