Anne Sofie smiler, men er ikke glad

Forældrene savner en diagnose, så eksperterne ved, hvor de skal sætte ind

Hver morgen i flere uger blev Anne Sofie mødt af en bestemt sætning fra en af sine klassekammerater i 1. klasse: "Æv bæv, du skal ikke med til min fødselsdag". Så der er måske ikke så meget at sige til, at hun ikke er glad for at gå i skole. Det synes hendes mor, Tina Majlund i hvert fald ikke. Som mor er hun fortvivlet over, at hendes datter på snart otte år ikke er en glad pige, en pige der kan trives og dermed lære noget i skolen. Og få et godt liv. Anne Sofie bor i et hyggeligt villakvarter i Skagen sammen med sin mor, far og storebror. Det er vanskeligt at få forståelse for Anne Sofies situation. På spørgsmålet: Hvad fejler Anne Sofie? kan forældrene indtil videre kun svare: Det ved vi ikke. Nødråb Moderen sender hermed et nødråb: En diagnose, så forældre, lærere, pædagoger og andre eksperter ved, hvor de skal sætte ind - samt et andet skoletilbud til Anne Sofie. Anne Sofie går i 1. specialklasse på Kappelborgskolen sammen med fem drenge. Hun er ked at komme i skole, og med udsigten til 10 års skolegang synes Tina Majlund, at det er nu, der skal findes en anden klasse til den ulykkelige pige. Anne Sofies trøst - men også et af hendes problemer - er hendes dukke. Siden hun var et år har hun været MOR for en dukke. Det er som en besættelse for Anne Sofie at passe dukken godt. "Barnet" er med overalt - også i skolen - og hvis det ikke kan lade sig gøre, sørger Anne Sofie for barnepige. - Jeg må følge hende i skole og får ikke lov at gå, før læreren kommer og undervisningen kan gå i gang. Hun har i forvejen store problemer med at være sammen med andre børn, så vi føler, at det vil være bedst for hende at komme i en klasse med andre piger. Hun har brug for at spejle sig i piger. Fra kommunen får vi at vide, at der kun findes een pige som vores. Del af et fællesskab - Jeg tror, at det vil være bedre for hende at komme i en normalklasse med en støttelærer. Så ville hun få mulighed for at være en del af et større fællesskab og at opdage andres reaktion på hendes ofte uhensigtsmæssige og aparte opførsel. I fire år har Anne Sofie været til et utal af undersøgelser, og der er skrevet endnu flere rapporter af ergoterapeuter, fysioterapeuter, psykologer, pædagoger, speciallæger i børnesygdomme, speciallæge i almenkirurgi og ortopædkirurgi, neurolog og konsulenter. Hver gang får forældrene at vide at de gør det rigtige, men Anne Sofie har stadig svært ved livet. -Vi føler, at vi render panden mod en mur. I fire-fem år er vi blevet kastet rundt i systemet. Både vi i familien og lærerne oplever, at Anne Sofies frustrationer bliver mere og mere tydelige. Uden en diagnose, får vi ingen hjælp. Det gør ondt. Kommunens økonomi er ikke til vore ønsker. Anne Sofie er ikke ubegavet. På nogle områder er hun klog og voksen. Livets store spørgsmål - Alt for ofte går hun rundt med livets tunge spørgsmål, spørgsmål som vi voksne ikke fatter eller skubber fra os. Hun bemærker ting, som vi andre ikke ser. Hun scanner, hvem der har problemer - problemer som slet ikke burde optage små børn. Hun har ingen traditionel barndom, forklarer den fortvivlede mor. Anne Sofie er af praktiserende læge henvist til undersøgelse på børnepsykiatrisk ambulatorium på Aalborg Psykiatriske Sygehus. Svaret på henvisningen kom i begyndelse af september: I må vente til februar 2005. Forældrene har selv haft en teori om, at Anne Sofie har Aspergers Syndrom. Børnelæge og psykolog har ikke afvist denne teori, men det kan ikke afgøres, før en undersøgelse på Børnepsykiatrisk Afdeling, hvor der altså er halvandet års ventetid. Voldsom reaktion Eksempler på Anne Sofies problemer og reaktionsmønstre: Hun kan ikke lide, at man rører ved hende. Hvis en voksen eller en kammerat klapper hende på skulderen, reagerer hun voldsomt og agressivt. Hun kan opføre sig som en pubertetspige, der får et "flip". - Hun glemmer tid og sted. Selv om vi står op klokken seks om morgenen, er det umuligt for hende at blive færdig. Så må jeg banke i bordet, og så er der ballade. Hvis man stiller krav til hende, flipper hun ud, bægeret flyder over. - Mange synes, at jeg stiller for få krav til Anne Sofie, og at hun "bare" er en forkælet møgunge. Hvis ikke jeg skulle forkæle min datter, hvem skulle så? Men en møgunge - det er hun ikke, og det gør meget ondt, når mennesker tæt på os siger det, forklarer Tina Majlund. Høj smertegrænse Anne Sofies motorik er dårlig. Hun har en høj smertegrænse - det modsatte af pylret. Derfor kommer hun nemt til skade. Hun falder over sine egne ben. Hun når ikke at tage fra. Det er nu ikke, fordi hun ikke bruger sin krop. Hun går til ridning og svømning. Boldspil er ikke sjovt. Det er som om Anne Sofie er bange for bolden. Hun er dygtig til at skrive og tegne. Hendes hukommelse er fabelagtig. Hun har svært ved at koncentrere sig. Hun bliver afledt at lyde og synsindtryk. Hun har en vis uro i kroppen. Anne Sofie klarer personlig hygiejne selv. Hun klæder sig på uden hjælp. Anne Sofie er nem at drille og hakke på. De fem drenge i klassen holder sammen. Hun er ked af at komme i klassen. Drengene har selv så voldomme problemer, at de slår, driller og sparker. Svært at lege Tina Majlund indretter sin arbejdsdag efter at hente Anne Sofie efter skoletid. Pigen bryder sig ikke om at være i skolefritidsordningen. Her er der fasttømrede grupper af piger, og det er svært for Anne Sofie at komme med i legen. Hun søger sammen med et par piger, der er to år ældre. Det er piger, som hun også leger med efter skoletid derhjemme. - Jeg frygter for hendes fremtid, at Anne Sofie med tiden bliver social taber, måske bistandsklient, som kan koste samfundet op til 100.000 kroner om måneden, siger Tina Majlund. - Som forældre føler vi, at Anne Sofie aldrig har fået en chance. Hun er stemplet som specialklassebarn. I skolen får hun at vide, at hun bare kan gå derhen, hvor hun hører til Ikke plads til alle - Desværre er det danske skolesystem sådan, at der ikke er plads til børn, der falder lidt udenfor. Så bliver de til "børn med særlige behov". Jeg mener, at der er ligeså meget larm i Anne Sofies klasse med en pige, fem drenge og to lærere som i en normalklasse. - Herhjemme er der ingen alvorlige problemer. Det er da for tidligt, at hun er blevet skoletræt. - Siden Anne Sofie gik i børnehave, har vi gjort næsten alt, hvad forskellige eksperter har foreslået. Også selvom vi har sagt, at vi ikke kunne genkende den pige, der blev beskrevet i forskellige rapporter. Nu synes vi, at det er på tide, at den stakkels pige får genopbygget sin selvtillid. Anne Sofie ved godt, at hun ikke er som andre børn. Med tiden gør det hende mere usikker. Hun bliver ked af det. Vi bliver kede af det. Og frustrerede.

Forsiden