Annelise, Silas & Co.

Annelise, Silas, Peter, Filip og Sofie er hovedpersonerne i nogle af de (børne)bøger, jeg har (genlæst) her i juleferien. Det er heldigvis en del af mit arbejde som dansklærer, men det kan anbefales andre voksne også at vælge litteratur fra børneafdelingen på biblioteket.

Bøger til børn er (som oftest) korte, de ender for det meste godt, og de fleste børnebogsforfattere tør eksperimentere, stille krav til læseren og skrive om mange vedkommende temaer. Litteratur er altid en del af tiden, og mange gange tegnes tidens normsæt og værdier særdeles tydeligt i netop børnebøger, der ofte kredser om opdragelse, identitetsdannelse og det ”at blive voksen”. En eksemplarisk bog fra hvert af de sidste fem årtier kan vise, hvordan skolen, samfundet og identitetsdannelsen har ændret sig gennem tiden. Tove Ditlevsens ”Annelise 13 år” fra 1958 er en bog fra tiden, før ungdomsoprøret kom til Nordjylland og resten af Europa. Annelises mor er indlagt på et hospital i en længere periode, og imens må Annelise og lillebroderen bo hos deres faster og den drikfældige onkel på Vesterbro. Tilværelsen er fyldt med ansvar, pligter og samvittighed. Der er ikke meget overskud til andet end dagen og vejen. Sproget er knapt, kortfattet og rammer fint det Ditlevsen'ske Vesterbro. Læreren ved bedst, autoriteterne skal følges, og man forventes at opføre sig ordentligt. Den positive tillægsgevinst i tiden var, at børn havde et stort frirum uden for skolen, hvor der på ingen måde var kontrol og opsyn med aktiviteterne, et frirum, hvor alt kunne ske uden vedholdende mobiltelefonisk overvågning og uden voksnes indblanding i konfliktløsningerne. Silas i ”Silas og den sorte hoppe” af Cecil Bødker er fra 1967. Silas er en hovedperson af en helt anden støbning end 1950’ernes børnebøger kan byde ind med. Silas kom sejlende ned ad floden, alene i en pram der drev for vejr og vind og med en fløjte, der kunne få heste og onde hesteejere til at makke ret. Han klarer sig selv, han er kun bundet af sine egne etiske normer, han bygger et samfund op på Sebastian-bjerget, han tager sig af de udstødte, de forhutlede og de forældreløse. Silas er en ener, der ikke lader sig sætte i bås. Silas er ikke normløs, han har blot sine egne værdier. Frisættelsen fra autoriteterne har han selv klaret, han vælger ikke at indordne sig, han gør oprør og tager konsekvensen af sine valg. Bent Hallers ”Katamaranen” fra 1976 var en ægte socialrealistisk beton & boligblok-bog. I ”Katamaranen” er Peters forældre skilt, han flytter fra landet og ind i ”grønlænderblokkerne” i Aalborg Øst, han er 12 år, og han er kammerat med Thomas, hvis far er ude at sejle. Skolen er ikke deres yndlingsbeskæftigelse, den er ikke relevant for deres fremtid. De skal ikke opdrages til at være "lønslaver". Tiden var præget af klassekamp, oliekrise, usikkerhed og masser af hønsestrik og grønne parkacoats med store pelskantede hætter. Firkantede synspunkter havde deres storhedstid i litteraturen – og i politikken. I Bjarne Reuters bog fra 1986 ”Shamran - den som kommer” er det Filips opgave at redde verden. Filip er en syg svækling i den virkelige verden, men i Tronn tager han sin opgave på sig, spiller terning med Vandringsmanden og vinder kampen mellem det onde og det gode. Skolen får her i 1980’erne mange opgaver, også i forhold til opdragelsen. Det er ikke blot færdselslære og sund kost, der nu skal tages hånd om, det er også skolen, der går aktivt ind i kampen mod mobning. Eleverne skal lære sociale kompetencer, - foruden den faglige ballast, som de skal have med sig. I 1990’erne blev skolens hverdag præget af test, målformuleringer og evalueringer af det lærte. Samtidig skulle eleverne tænke selv, vurdere alt og forholde sig kritisk til det meste. Jostein Gaarders ”Sofies verden” fra 1995 er således en typisk 90’er-bog. Sofies lange kulturelle dannelsesprojekt er fortalt i en fiktiv ramme, der er tilsat et stænk krimi, lidt familiekonflikt, lidt selviscenesættelse og en god stor del viden. Den nye børnegeneration ved, at man ikke kan klare sig uden at vide noget. Det er vigtigt at føle sig hjemme i verden og i den kultur, man er en del af. Nok vil de fleste mene, at det er skrækkelig slidsomt at læse bøger, men de fleste sætter også pris på at være vidende og på at have et vist indblik i den kultur, de er en del af. I det kulturelle projekt kan bøger bidrage med en unik indsigt i, hvordan det er (og var) at være barn og ung -dengang og nu. Klassikerne er der, men der udgives spændende og eksperimenterende børne- og ungdomsbøger, der virkelig er værd at tage sig tid til at læse. Forfattere som Ina Bruhn, Kim Fupz Aakeson, Oscar K, Dorthe Karrebæk, Louis Jensen, Peter Mouritzen, Cecilie Eken, Lene Kaaberbøl, Christina Hesselholdt, Bent Haller og mange andre gør det til en glæde at læse (også de) nyere børnebøger. Bodil Christensen bor i Horne, er seminarielærer på Aalborg Seminarium og er læreruddannet for mange (mange) år siden.