Annette Vilhelmsen slår fast: SF gør regeringen rød

SF-formanden slår fast, at SF er arbejdernes parti, og hun advarer mod røde alt eller intet-holdninger.

Annette Vilhelmsen slår fast: SF gør regeringen rød

Når man er regeringsparti i en mindretalsregering og vil skabe resultater, er det nødvendigt at kunne indgå kompromisser - også når de er svære.

Derfor kan man ikke have såkaldte "alt eller intet-holdninger på venstrefløjen, siger SF's formand, erhvervs- og vækstminister Annette Vilhelmsen, i sin tale 1. maj.

- Jeg forstår godt, at gode folk mener, at prisen for regeringsmagten nogle gange kan være for høj. Men jeg er ikke enig. Det er bedre med SF i regering end SF uden for regering. Vi trækker regeringen til venstre, siger hun.

Hun erkender, at partiet har været med til at indgå svære forlig, som ikke har været partiets kop te.

Blandt andet har dele af vækstplanen, SU-reformen og kontanthjælpsreformen fået kritik i det røde bagland.

- Meget havde set anderledes ud, hvis venstrefløjen havde fået 90 mandater ved sidste valg. Det gjorde vi som bekendt ikke. Virkelighedens verden er jo, at vi er en mindretalsregering, der består af tre forskellige partier, siger hun.

- Det er vores opgave at skulle finde løsninger for at komme ud af krisen - derfor har vi indgået kompromisser. Og ja, jeg står ved kompromiserne. Også selv om der er dele af dem, som ikke er groet i SF's baghave.

- Resultater kræver nu engang i dansk politik 90 mandater, siger hun.

Hun lover samtidig, at SF vil arbejde hårdt på at skabe flere job.

- Kampen for at skaffe flere job til de arbejdsløse fortsætter. Kampen for mere lighed i samfundet fortsætter, siger hun.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.