Annettes lange rejse hjem

Byrådsmedlem fortæller om sit brogede liv

Lokalpolitik 13. februar 2011 09:34

"Bliver du ikke bange for at bo helt derude"? Annette Vahlgreen kigger sig u-bange om i sin stue, hvor spørgsmålet er stillet nogle gange. Uden for vinduet blinker fjorden ind over haven, blå af varsler om, hvad fremtiden skal bringe. Her hvor rådyr jævnligt kommer forbi og nipper lidt til det grønne? Hvor en rovfugl har egen pæl at observere omgivelserne fra? Og gryntende pindsvin næsten står i kø for at få mælk, når årstiden er til den slags? Nej. Hun bliver ikke bange for at bo helt derude, i Ertebølle. Hvorfor skulle hun det? Så skulle hun også have været bange de mange gange hun blev truet med tæsk i landsbyskolen. Eller dengang hun som helt lille tog færgen til Sjælland. Eller dengang hun kravlede op ad det sejlende skib i Panama-kanalen. Eller… Frygt ligger ikke rigtigt til Annette Vahlgreen. Den har et langt liv af meget forskellige oplevelser for længst jævnet ud i hende. Stort hjerte for udlændinge At hun sagde ja til at debutere som byrådspolitiker i Vesthimmerland for Dansk Folkeparti i en alder af 58 år, tager derfor ikke pusten fra hende. Heller ikke da hun i januar havde et års jubilæum på tillidsposten. - Det er ikke let at være ene om at repræsentere et parti i byrådet. Men jeg læner mig op ad de konservative (byrådets største gruppe.red). Også selv om Socialdemokraterne har sagt: "Kom over til os, Annette. Det er da her du hører til". De synes vist jeg er så social, smiler Annette Vahlgreen. Tror man at hun er fremmedfjendsk, fordi hun præsenterer Dansk Folkeparti, må man tro om igen. Hun har hjulpet en hel del polakker med at finde sig til rette i Danmark. Hvert år tager hun turen til sin forrige hjemby, Greve ved København, for at stå og hjælpe i Røde Kors-butikken, som hun har gjort i en menneskealder. Dertil kommer at hun hvert år tager til Thailand, hvor hun har fået et hotel til at gøre den syge hund, hun for nogle år siden tog sig kærligt af, til maskot. Og at hun igennem mange år har haft en ung udviklingshæmmet kvinde som en art plejedatter. En kvinde der bor hos hende flere uger om året. Og - nå ja - hun har også en art uofficiel hundepension for andre, når særlige behov taler for det. - Jeg kan ikke gøre for det. Jeg kan ikke lukke mine øjne, når jeg er ude. Jeg oplever en masse og kan ikke lade være med at reagere på det, fortæller hun. Historierne står i kø inde i Annette Vahlgreen. Hun kunne formentlig tale i dagevis og få de kombinerede oplevelser hos forfattere som Jane Åmund og Lise Nørgård til at lyde som beretningen om en sypiges tur hen til nålepuden og tilbage til broderiet. Hør bare begyndelsen: - Jeg blev født uden for ægteskabet, og det var en alvorlig sag. Også fordi min mors familie tilhørte Indre Mission. Så jeg blev sat i pleje hos mine bedsteforældre og så længe kun min mor én uge om året, fortæller Annette Vahlgreen om sit livs begyndelse. Ordene er stille, smilet let. Men under den voksnes fornuft, får et barn, der var sårbart for længe siden, alligevel hendes øjne til at blinke nogle ekstra gange ekstra. Pigen forstod selvsagt ikke hvorfor hun skulle behandles specielt. Hvorfor hun ikke måtte se sin mor mere. Og da moren blev gift og flyttede sammen med sin mand for resten af livet i Aalestrup, forstod hun heller ikke, hvorfor hun ikke kunne besøge moren der. - Jeg har haft et specielt forhold til Aalestrup lige siden. Jeg vidste, at når jeg så Aalestrups lys, så gik der et år til jeg så min mor igen. Og så græd jeg, husker Annette Vahlgreen. - For mig blev Aalestrup lidt af en eventyrby. Og jeg har stadig et svagt punkt for den. Derfor prøver jeg i byrådsarbejdet på at hjælpe til, at den ikke bliver glemt. Det synes jeg tit, den er tæt på at blive, fortæller byrådspolitikeren. Hun har mange års erfaring i at prøve at fornemme hvad der foregår blandt mennesker omkring hende. Det lærte hun i sine mange år som fængselsbetjent i København. Næsten to årtier nåede hun i stillingen, som få misundte hende. Så fandt hun endnu en af sine grænser. Eller rettere: Den fandt hende. - Jeg var på en fangetransport med en, der blev anset for farlig. Jeg talte godt med ham, men det endte med at jeg blev taget som gidsel og truet på livet. Han slap mig til sidst, tog min mobil og stak af, erindrer Annette Vahlgreen uden synlig sindsbevægelse. Den oplevelse ville ikke bundfælde sig i hende. Hun besluttede at stoppe i jobbet og blev førtidspensionist. Og så fik den gamle fødeegn lov til at trække hende hjem igen. - Jeg var skilt og havde mest mig selv at tænke på. Og jeg har altid godt kunne lide egnen og menneskene heroppe. Det kan jeg stadig, smiler hun. Den hårdt oparbejdede evne til at stikke fingeren i jorden er god at have i politik. og en medvirkende årsag til, at hun ikke er så synlig i byrådssalen. Her har man ikke hørt fra hende i 2010. - Det er først nu jeg synes jeg er ved at have lært, hvordan man sætter sit præg på beslutningerne. Jeg er jo kun én i min byrådsgruppe, det kræver sit, forklarer hun. Egentlig burde artiklen vel slutte her. Men vi tager lige lidt af Annette Vahlgreens ungdomsoplevelser med. De første ungdomsår i Vesthimmerland førte en stigende bevidsthed om, at hun var anderledes end de fleste, med sig. Og omgivelserne kunne være meget hårde ved hende. Det var en hovedårsag til, at hun som 15-årig valgte at tage til morens familie, der da var flyttet til København. Teenageren Annette kom i kontorlære på en tøjfabrik, og da den var overstået, skulle der eventyr ind i hendes liv. - Jeg ville være telegrafist. Men først skulle jeg prøve at sejle. Jeg var for ung, men fik dispensation. Så sendte rederiet mig til Panama, hvor jeg fik min første hyre på et fragtskib, fortæller hun. Ombord i Panamakanalen Hun husker levende, hvordan hun måtte borde skibet fra en lejder, mens det sejlede i Panamakanalen. Det blev en stor oplevelse. Lige fra det første stop i det livlige New Orleans og videre på turen, der på nogle måneder førte hende hele verden rundt. Godt forkælet af besætningen, der næsten kun bestod af mænd. Hjemme fik hun buddet fra en mand: Ville hun giftes med ham og blive advokatfrue, måtte hun blive hjemme. Det gjorde Annette så. Indtil de siden blev skilt. Men det er trods alt en anden historie.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...