Annie har fået job

15 måneder efter sidste arbejdsdag på Flextronics har Annie Nielsen igen fået noget at stå op til

HALVRIMMEN: Bip-bip. En torsdag eftermiddag klikker der en sms ind på min mobil. "Hej Caspar. Det går meget godt. Jeg har fået arbejde." Det er fra Annie Nielsen. Fra Annies Dagbog. Vi havde en aftale om, at når hun fik arbejde igen efter fyringen fra Flextronics, så skulle hun kontakte mig. - Jeg har fået job på Møllegården, hvor min mor er. Jeg hjælper de ældre medborgere og har fået kontrakt på 80 timer over fire uger med mulighed for mere, hvis lejligheden byder sig, siger Annie og smiler over hele ansigtet. Resten af lønnen får hun suppleret op gennem dagpenge. Hun er glad. Det er tydeligt. Hun har også tabt sig. Ni kilo med hjælp fra Slankedoktoren på www.tv2.dk. - Kan du ikke se det, siger hun nærmest fornærmet, mens hun drejer rundt på køkkengulvet og fører venstre hånd ned over maven for at vise den slanke linje. - Øh, det er jeg altså ikke så god til at bemærke, undskylder jeg og siger, at jeg heller ikke var god til at bemærke, hvor hurtigt min kæreste tabte sig efter hun havde født vores søn i januar. Selvtilliden er i top hos den tidligere Flextronics-ansatte. Hun husker stadig den dag, hun fik jobbet på Møllegården. - Yes. Jeg var helt deroppe. Det var så dejligt at have den følelse af at kunne bruges, at blive værdsat. Jeg stod jo stadig i systemet som ledig og ufaglært, og så er det altså svært for det grå guld. Derfor glædede jeg mig også til at starte. Jeg troede aldrig, at jeg skulle tilbage på arbejdsmarkedet, siger Annie stille og tager et bid af den lækre kakaokage. Slankekage, naturligvis. Hun startede i job 27. juni. Iførste omgang som ferieafløser, men har altså nu fået foden fast inden for. Hun er sågar blevet tilbudt udekørende aftenvagt i 124 timer over fire uger, men efter en måned i denne ordning, røg hun tilbage i den nuværende. - Det var som at få en spand kold vand i hovedet. Jeg følte mig pludselig sat til tilbage til den januardag i 2004, forklarer Annie med slet skjult henvisning til den dag, hvor Flextronics offentliggjorde, at halvdelen af de 1000 ansatte på elektronikvirksomheden skulle fyres. Idag har hun ingen kontakt til hendes tidligere kolleger. Hun render dog tilfældigt ind i dem i ny og næ, men hun har kappet alle forbindelser til den arbejdsplads, som hun startede på i 1998. - Jeg troede, at jeg skulle være der til jeg gik på efterløn. Jeg var sikker på, at den hellige grav var velforvaret, men...har du set, hvad der sker deroppe nu, afbryder Annie sig selv. Orion, der overtog bygningerne fra Flextronics, var for nogle uger siden i betalingsstandsning og Nordea har måttet stille med en bankgaranti for at sikre lønnen i oktober. - Sikke et gedemarked deroppe. Jeg har også hørt, at det er hårdt at arbejde med de fladskærme. Og det pengeinstitut, der har garanteret lønnen...det er som at pisse sig i bukserne for at holde varmen. Godt, jeg ikke er deroppe længere. Hvorfor? - Fordi det er så ustabilt. Markedet inden for teknologi, it og hvad det ellers hedder. Vi er ikke konkurrencedygtige nok på grund af vores høje timeløn. Du køber da den billige fladskærm fra Taiwan i stedet for den dyre fra Danmark. Det er da ikke ringere, fordi det er billigere, siger Annie og trækker den dystre mine på. Vi forlader snakken om Flextronics og Orion. Det er tydeligt at se på Annie, at hun skifter humør, når hendes tidligere arbejdsplads er emnet. Istedet spørger jeg hende om, hvordan det er gået på VUC. I lighed med mange andre fyrede Flextronics-ansatte, satte Annie sig på skolebænken efter sidste arbejdsdag i Pandrup. Med Statens Voksenuddannelse i ryggen - som er lig med højeste dagpengesats - kunne hun og de andre bruge 80 uger på at uddanne sig og komme videre i livet. - Jeg fik et snit på 7,3 i mine tre HF-fag, forklarer hun stolt og lyser op. Det var dog ikke stolthed, der prægede Annie den dag, hun fik et 7-tal i dansk. - Det var jeg lidt sur over, men Ann sagde til mig, at det var flot, når man tager i betragtning, at jeg ikke havde gået i skole i over 30 år. Så kunne jeg godt se, at pigebarnet havde ret. Derudover fik jeg også 7 i psykologi og 8 i billedkunst. Det billedkunst er nok udmærket, men...jeg er mest glad for karakterne i dansk og psykologi. Især psykologi, for det har jeg aldrig haft før, siger Annie, der virkelig måtte kæmpe hårdt i de første tre måneder. - Jeg var tæt på at opgive. Jeg kunne ikke finde ud af en skid og følte, at det var håbløst, men jeg ku' fan'me, siger Annie bestemt og kigger mig i øjnene. Hun har været helt nede at vende. Især i de uger, hvor hun havde fået fyresedlen på Flextronics og blot ventede på sidste arbejdsdag. "Jeg er træt af at tude hele tiden, men det er svært at stå op og gå på arbejde hver dag, når man har fået en fyreseddel." Sådan udtalte Annie sig i en af "sine" dagbøger. Hun mener selv, at det er hendes stædighed, der har båret hende igennem VUC. - Jeg vil ikke acceptere, at jeg skal gå hjemme. At der ikke er plads til mig på arbejdsmarkedet, men nogle gange tænker jeg, at det er dumt, at jeg er sprunget fra VUC og taget et arbejde. Men jeg er i en dum alder (51 år, red.), hvor jeg ikke vil bruge min tid på at tage flere fag på HF-niveau, for årene går jo, pointerer Annie og afslører så sine fremtidsplaner. - Jeg vil gerne have en uddannelse af kortere varighed, som jeg også er blevet anbefalet af min områdeleder på Møllegården samt hos AF i Aars. Jeg vil gerne være social- og sundhedshjælper, siger Annie så. Hendes plan er at starte i april 2006, enten i Hammer Bakker eller Svenstrup. Netop nu er der mangel på denne arbejdskraft. - Så er jeg færdig i sommeren 2007, men så er det ikke sikkert, at der er mangel på sådan nogen som mig, siger Annie og viser igen sin usikkerhed over for det arbejdsmarked, som hun så brændende ønsker at være en fast del af. Og hvor hun umiddelbart efter Flextronics-tiden ikke mente, at der var plads til hende og hendes ligesindede - det vil sige ældre og ufaglærte - så har hun i dag fået et mere lyst syn på fremtiden. - Det er et spørgsmål om, hvad man brænder for. Om du har mod på at gå ind i de fordringer og krav som det danske samfund i dag stiller for at man kan få et arbejde, hvilket jeg mener er en menneskeret, siger Annie Nielsen.