Turisme

Annullerer rejser til Myanmar

Den spændte situation i Myanmar har fået flere danske rejsebureauer til at aflyse rejser til Myanmar eller overveje at gøre det. Det skriver Berlingske Tidende. Hos rejseselskabet Hannibal & Marco Polo oplyser direktør René Andersen, at bureauet ikke har danskere i Myanmar i øjeblikket, og at planlagte rundrejser i efteråret er annulleret. - Flere af vores kunder vil gerne se tiden lidt an, inden de aflyser en rejse til Myanmar, men vi vurderer, at situationen simpelthen er for farlig til at sende gæster derud i øjeblikket, siger René Andersen. Den danske regering har siden 1998 opfordret rejsebureauer og rejsende til at boykotte Myanmar som turistmål, men både rejsebureauer og rygsækrejsende fortsætter med at besøge landet. /ritzau/