Anonym Lizzie

Hun gik på scenen til buldrende trommer, der ikke lod 1812-ouverturen noget efter i rabalder og pompøsitet.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Undervejs skiftede Lizzie sin turkise sparkedragt ud med en sort kjole. Ikke desto mindre havde næsten alle tilskuere forladt pladsen, da koncerten var forbi.

Lizzie Men færøske Lizzie formåede ikke helt at følge op på introen og kickstarte den firserfest, hun havde fået sat hår til på Stor Scene - som rambuk for blandt andre Rugsted & Kreutzfeldt og Sebastian senere på dagen. Og det var såmænd ikke, fordi Lizzie ikke var sød nok, som hun stod der i middagssolen i først turkis sparkedragt og siden mere tækkelig sort kjole. Ej heller at stemmen svigtede, for hun ramte faktisk overraskende rent på liveudgaverne af sine 80’er-verliebte numre. Men hendes åbenlyst bagudgribende sange faldt også en kende anonyme hen over en tømmermændsramt Hesteplads, der nok mest var kommet for at nyde middagssolen og vente på ”den der sang fra radioen”. Med fraseringer plukket direkte hos Anne Linnet og hendes medsøstre fra det store rockmama-årti, fandt Lizzie i store dele af den timelange koncert sin plads som pastiche og ikke ret meget mere. Hendes materiale er ganske enkelt for tyndbenet til at kunne bære mere end kærlig hyldest. Både tekst og musik rungede for hult, naivt og selvfølgeligt til rigtig at blive vedkommende, og dermed blev torsdagens åbningskoncert på Stor Scene en lidt flad oplevelse. - Den her er mere aggressiv, nu må I ikke blive bange, advarede hun før ”Hvorfor valgte du mig” satte lidt mere fut i træflisen på pladsen. Og bange blev vi ikke, men for første gang fornemmede vi lidt snert og nerve hos Lizzie. Mere end påstået hjerteblod, og tak for det. Og fulgt op af nyrebankende beats på ”Ring mig op” var vi pludselig godt i gang med at holde middagsfest på Nibe. Men det holdt ikke timen ud, og en bleg coverversion af Sanne Salomonsens ”Det’ ikke det du siger” rykkede ikke ved det samlede indtryk af en kompetent sangerinde, der har brug for at skrive nogle bedre sange. Såre simpelt. Og da vi som sidste nummer endelig får serveret ”Ramt i natten” i en let pumpet udgave, så var vi egentlig mætte af Lizzie. I hvert fald var Hestepladsen stort set affolket, da sidste tone ringede ud, og der var ingen, der råbte på ekstranummer, hvilket jeg aldrig før har oplevet til en koncert. Men en effektiv kur mod tømmermændene, dog. Jeg gætter på, at de fleste forlod Lizzie med genfundet tro på fadøllenes lyksaligheder, og det er jo ikke at kimse ad. Lizzie Nibe Festival, Stor Scene, torsdag. Torsdag på Nibefestivalen bød også på Sheryl Crowe, Sebastian med mere, men de anmeldes først i lørdagsavisen, da de spillede for sent i forhold til avisens deadline. Torsdagens koncerter i Roskilde blev også spillet for sent, men er på vej til avisen i morgen, hvor man blandt andet vil kunne læse anmeldelse af Radiohead.